Mød Henning Lunøe som er køkkenchef for en dag

I vores frokostkøkken introducerer vi ”Køkkenchef for en dag”. På en udvalgt dag, en gang om måneden, overlader vi ansvaret for dagens frokostmenu til en af vores dygtige kolleger, der tager køkkenchefens forklæde på og giver sit bud på den ultimative frokostbuffet sammensat af livretter, rejseminder eller yndlingsråvarer.

"Det kinesiske køkken byder på mange delikatesser, men jeg er især glad for szeschuan-peber og småretter med sure, søde og stærke smagsnuancer"

Henning Lunøe og det kinesiske køkken  

Henning har en teknisk baggrund, hvor han i mange år brugte sine gode, tekniske evner til at lave mobil- og kommunikationsudstyr. Sidenhen fik Henning lyst til at skifte retning og kom derfor i praktik i vores frokostkøkken og blev senere den dygtige og dedikerede køkkenassistent, vi kender i dag. Til daglig arbejder Henning især på det kolde parti, hvor han er særlig glad for at lave delikatesser og tage stafetten, når der skal laves særlige ordre til unikke begivenheder. Henning er glad for den gode stemning i køkkenet, de gode kolleger og muligheden for at kunne arbejde med sin store passion for mad og madlavning. 

Henning har tidligere boet i 3½ år i Kina, mens han arbejdede for Nokia. Her fik han en stor kærlighed til det kinesiske køkken, som den dag i dag spiller en stor rolle i hans daglige måltider. 

Derfor er dagens frokostmenu også skabt med rod i det kinesiske køkken, hvor smagsnuancer, urter og krydderier er hentet fra det store land mod Øst. Retterne er tilberedt med masser af grøntsager og en nøjagtig balance mellem surt, sødt, salt, stærkt og umami. Derudover er Henning særlig glad for den aromatiske schizuan-peber, som dagens frokost også er tilsmagt med. 

> Hent dagens menu - Almanak

> Hent dagens menu - Den grønne