Tilbage til opskrifter

Subuta - svinekød i sursød sovs

Subuta er en perfekt ret at servere oven på en portion ris og spise med ske. Der er noget dejligt varmt og parfumeret, surt og knasende over den her ret. Subuta er meget inspireret af det kinesiske køkken, og den har en mere eksotisk smag end de andre retter i dette afsnit.

Sådan gør du

Skær svinekammen i 2 cm tern, og mariner dem i soja og sake i ca. 20 minutter.

Vend det marinerede kød i kartoffelmel, og frituresteg det i 170 °C varm olie, til det er sprødt.

Skær gulerødder, bambusskud og ananas i 2 cm stykker med så mange kanter på som muligt.

Skær peberfrugt i 2 cm tern, og løg i tynde både.

Kog det hele i rigeligt letsaltet vand i ca. 2 minutter, og køl det af i en sigte.

Bland sukker, salt, soja, ketchup, dashi og riseddike i en skål.

I en stor gryde svitses først grøntsager. Dernæst tilsættes det friterede kød. Til sidst tilsættes dashi-blandingen, og det hele koges godt igennem.

Jævn retten med kartoffelmel blandet med vand

Ingredienser

Kød

300 g svinekam
50 g kartoffelmel
Olie til friturestegning

Marinade

½ spsk soja
½ spsk sake

Grøntsager

60 g gulerødder
60 g bambusskud
50 g ananas
40 g grøn peberfrugt
40 g rød peberfrugt
150 g løg

Dashi-blanding

5 spsk sukker
¼ tsk salt
3 spsk soja
2 spsk ketchup
1 ½ dl dashi
2 spsk Riseddike

Jævning

2 spsk kartoffelmel
4 spsk vand

Find opskriften i Kondos japanske køkken

Find bogen her