Støt New Yorks bydel Brownsville i en svær tid

New York betyder noget helt særligt for mig. I flere år var jeg, min kone og vores fire børn privilegerede nok til at kunne kalde den amerikanske metropol vores hjem. Det er en by, der på én gang udfordrer, favner og passer på dem, der bebor den. Nu ligger New York øde hen som et af de værste ofre for den globale coronavirus-pandemi.

I min tid i New York var jeg med til at stable flere madprojekter på benene lige fra Michelin-restauranter over madboder bygget på danske traditioner til en socialøkonomisk kokkeskole i det fattige Brownsville-kvarter i Brooklyn. I denne tid tænker jeg meget på alle mine venner og kollegaer derovre. Jeg håber ved gud, at de og deres familier er uden for fare.

Sammen om måltider til frontkæmpere og udsatte:

Jeg vil gerne hjælpe med at sprede ordet om et initiativ skabt af netop Brownsville Community Culinary Center – som jeg grundlagde med Lucas Denton i 2017 – og vores partnere fra ”velgørenheds-madklubben” Collective Fare. Det er et modsvar på COVID-19-krisen i New York. Sammen ansætter de to organisationer lige nu tidligere studerende fra Brownsville, der er blevet fyret fra deres job i restaurationsbranchen. I stedet laver de 700 daglige måltider til frontlinjernes sundhedspersonale og lokalområdets svageste borgere. Alt sammen i lokaler skabt AF og FOR beboerne i Brownsville; et område, som længe har kæmpet med kostrelaterede sygdomme og fødevareusikkerhed.



Brownsville 2.0:

Collective Fare ejes og drives af Brownsvilles mangeårige madunderviser, Rodney Frazer, og vores tidligere leder for events og catering, LaToya Meaders. Siden august sidste år har Collective Fare brugt faciliteterne hos Brownsville Community Culinary Center, hvor planen var også at genåbne stedets café. Det ændrer situationen ikke på, og den nye udgave af Brownsville-projektet vil slå dørene op efter coronakrisen med et fortsat fokus på gastronomisk oplæring og social udvikling, hvor eleverne kommer i praktik hos undervisere fra Collective Fare.

Fra neighborhood-køkken til storproduktion:

Under COVID-19-pandemien har Collective Fare forvandlet Brownsville-køkkenet til en storproduktion af færdigretter. Her har de lavet over 6.000 måltider som støtte til lokale familieherberger, ældrecentre, dialyseklinikker og heroiske ansatte i New Yorks samfundskritiske funktioner, som lige nu sætter deres liv på spil for at sikre byen i en krisetid. Det sker med donationer fra bl.a. organisationerne NYPD North Brooklyn Patrol, Teens for Food Justice og City Harvest.

Sådan kan du hjælpe:

Støt initiativet ved at donere et eller flere måltider til projektet gennem www.collectivefare.com. Din donation giver ikke kun næring til New Yorks frontkæmpere og udsatte, men også til de ansatte i Collective Fare, som udelukkende består af tidligere studerende fra Brownsville Community Culinary Center. - CLAUS

- Claus

 

 

Nyheder