Tips til at spise mere bæredygtigt i hverdagen

Vi kommer ikke uden om, at det kræver markante forandringer i måden vi spiser på, hvis klimapåvirkningen skal begrænses. Men vores egne adfærd hjemme i køkkenet betyder også en hel del - måske mere end du tror. Læs med nedenfor, hvor vi deler en håndfuld konkrete tips til, hvordan du kan nedbringe dit klimaaftryk fra den mad, du spiser.

Vidste du, at omtrent 20% af vores totale klimaaftryk i Danmark stammer fra den mad, vi spiser?

Der hersker ikke tvivl om, at vores madvaner og råvareproduktion har afgørende betydning, når vi skal reducere vores klimaaftryk i håbet om også at kunne efterlade en frugtbar planet til fremtidige generationer.

I dag stammer omtrent 20% af vores totale klimaaftryk i Danmark fra den mad, vi spiser. Klimaaftrykket gælder alt fra producering af råvarer, emballage, transport, tilberedning og desværre også madspild.

Der er centrale ting, vi alle kan gøre ved vores eget middagsbord. Små forandringer, der kan nedbringe udledningen af drivhusgasser - og faktisk viser det sig i mange tilfælde, at det, der er godt for kloden, også er godt for din egen sundhed. 
 

SPIS MERE GRØNT 

Mange er enige i, at det giver mening af skrue ned for indtaget af kød, enten af sundhedsmæssige- miljømæssige eller etiske grunde. Men det at spise mere grønt har også flere lystbetonede grunde.

Planteriget har enormt meget variation i teksturer, former, farver og dufte, hvilket giver os et af de mest velassorterede områder i det gastronomiske univers. Faktisk er der nærmest uudtømmelige muligheder i det grønne køkken, hvis du først er opmærksom på det.

Sådan skaber du det gode, grønne måltid

 

UNDGÅ MADSPILD

Mad og råvarer er værdifulde ressourcer, som der ikke er grund til at spilde. Derfor har vi tidligere spurgt vores kokke og følgere på Instagram og Facebook om de bedste tips til, hvordan man minimerer sit madspild i køkkenet derhjemme. Tips og tricks, der kan komme os alle til gode og som er gode for både miljøet og pengepungen.

Sådan undgår du madspild

 

  • Opskrift på wraps med bagte grøntsager og kikærter

    Undgå nemt madspild og brug dine rester

    Wraps med ristede grøntsager

    Ideen er egentlig ret simpel. Skær de grøntsager du har liggende i mindre stykker og smid dem i ovnen med en dåse kikærter (eller andre bønner) med lidt olie og krydderier. Hvilke grøntsager er ikke afgørende og kan derfor sagtens være en rynket gulerod, en halv glemt squash eller hvad du ellers har liggende. Dertil kan du lave hurtig yoghurtdressing.

    Wraps er et godt opsamlingssted for rester af bagte, stegte eller kogte grøntsager, kød eller bælgfrugter. Det kunne også være rester fra aftenen forinden, der får en tur i ovnen og ender i en wrap. Prøv dig frem!

    Opskrift

SPIS BÆLGFRUGTER I MASSEVIS

Plantebaserede råvarer som eksempelvis bælgfrugter, fuldkorn, gryn, bladgrøntsager og kartofler giver allermest ernæring for klimaaftrykket. Samtidig er de gode for din sundhed – og pengepung.

Bælgfrugter er ofte billige, har et højt proteinindhold og er fedtfattige med mange kostfibre, mineraler og fibre. Så når du er på jagt efter grønne proteiner, lander du automatisk en god bifangst af næringsstoffer. Bælgfrugter og fuldkorn er desuden meget mættende, hvilket også kan være en sundhedsgevinst, fordi vi bliver mætte for færre kalorier.

Alt du skal vide om bælgfrugter

SPIS LOKALT... MEN I HØJERE GRAD EFTER SÆSON

En fødevare transporteres i gennemsnit 1500-2500 km. fra produktion til forbruger, og derfor giver det mening at vælge eksempelvis dansk kød frem for argentinsk. Men det er faktisk bedre at spise udenlandske æbler, når de er i sæson, frem for danske æbler, der har overvintret i energikrævende kølehuse.

Helt generelt er det sådan, at produktionen af en fødevare ofte belaster klimaet mere, end transporten gør. En beregning fra Aalborg Universitet viser fx, at 1 kg. danske tomater dyrket i drivhus udleder 9,5 kg. CO2, mens spanske frilandstomater kun udleder 0,4 kg CO2 pr. kg. 

Det kan også være relevant for dit klimaregnskab, hvis du er opmærksom på transportformen af dine fødevarer. Undgå som udgangspunkt varer, der er fløjet ind og vælg varer, der er fragtet med lastbil og skib i stedet. 

DRIK VAND FRA HANEN

I Danmark er vi så heldige, at drikkevandet er rent og smager godt. Fødevarestyrelsen anbefaler 1-1,5 liter væske om dagen, hvoraf størstedelen gerne skal være fra vand.

Danskerne drikker meget alkohol, kaffe, te og søde drikkevarer, og disse drikkevarer udgør tilsammen en betydelig del af det klimaaftryk, der kommer fra vores mad og drikke. Derfor er vand fra hanen også det mest klimavenlige at drikke. Flaskevand medfører en CO2-udledning på 0,18 kg pr. liter, mens postevand udleder bare 0,0002 kg CO2 pr. liter.

 

NÅR DU SPISER KØD, SÅ VÆLG DET LYSE

Hvis du gerne vil spise mere bæredygtigt, men stadig holde fast i kødet, så anbefales det at spise mere gris og kylling end kød fra kalv og okse.

Det er ifølge Fødevarestyrelsen godt for din sundhed at begrænse indtaget af kød fra firbenede dyr samtidig med, at det også er godt for klimaet. Især okse- og lammekød er blandt de fødevarer, der har det højeste klimaaftryk, hvorimod fjerkræ, gris og æg belaster klimaet væsentligt mindre. Mens oksekød udleder næsten 14 kg CO2 pr. kg, udleder kyllingekød 5,5 kg og grisekød bare 4,6 kg.*

I et klimaperspektiv er det værd at huske på, at grøn eller vegansk kost ikke altid har et lavere klimaaftryk, hvis de animalske produkter erstattes af stærkt forarbejdede, grønne erstatningsprodukter. Så du behøver ikke nødvendigvis at opgive oksekød og lam, som ellers er de største kilder til drivhusgasser. Bare husk at balancere det røde kød med fjerkræ, bæredygtig fisk, skaldyr og plantebaserede proteiner. 

SPIS FISK - OG VÆLG DE RIGTIGE

Fisk har et lavere klimaaftryk end andet kød, fordi fiskene hverken kræver rent drikkevand eller store landbrugsarealer. Det største bidrag til klimaeffekten kommer fra selve fiskeriet, hvor der er et stort brændstofforbrug. 

Derfor har vi i Meyers også fokus på skånsomt og kystnært fiskeri for både at fremme den aktivitet og kultur, som fiskeriet har skabt i de mindre havne. Derudover sikrer det også en større alsidighed i de fiskearter, der lander i vores køkkener. Det kystnære fiskeri er både skånsomt over for naturen i havet, har et minimum af uønsket bifangst og har et lavt brændstofforbrug.

  • En fiskeret for hele familien!

    FIsh and chips med tartarsauce

    Her får du sprød paneret torsk, gyldne kartofler og en god dyppelse uden at skulle i gang med frituregryden. Vi panerer fisken i rasp her. Det er nemt og lader fisken fylde mere i spiseoplevelsen end panering i dej. Hvis du gerne vil lave en traditionel øldej – som også er umagen værd

    Opskrift

Kilde: Samvirke, Danmarks Grønne Tænketank Concito & Fødevarestyrelsen