Økologi og madglæde i kommuner landet over

Bæredygtighed og grøn omstilling er fokusområder, der står højt på listen i alle landets kommuner, og i projektet ’Økologi og Madglæde’ hjælper Meyers Madhus de offentlige køkkener på vej mod mere klimavenlige og økologiske måltider.

Hver dag serveres tusindvis af offentlige måltider i daginstitutioner, sociale tilbud, kantiner og plejehjem over hele landet. De mange tons fødevareindkøb, den daglige drift kræver, har stor betydning for at opnå en mere bæredygtig fødevareprofil med mere økologi og reduktion af klimaaftryk og madspild i de kommunale køkkener.

I Meyers Madhus har vi gennem de senere år samlet mange erfaringer med at rådgive både private og offentlige køkkener i København og omegn til mere velsmag, mindre kød, mere økologi og mindre madspild. Med vores rådgivende rolle i ’Økologi og Madglæde’ får vi mulighed for at udbrede de erfaringer til yderligere 90 køkkener i 11 kommuner i hele landet.

”Vi går datadrevet til værks og tilbyder køkkenerne løbende indkøbsanalyser hen over året. Samtidig tilbyder vi køkkenmedarbejderne kulinarisk inspiration, så de bliver understøttet i arbejdet med bl.a. flere bælgfrugter, mindre kød, flere grøntsager og mere mad lavet fra bunden og gerne i sæson”, fortæller projektchef Emma Ter-Borch fra Meyers Madhus

Det sker i rådgivningsforløb, der sammen med omstilling til mere økologi giver en styrket bevidsthed om de nye kostråd, fokus på mere klimavenlige måltider og løftede kompetencer til at mindske madspild. Konkret forventes et øget årligt indkøb af økologiske varer på 690 tons i projektet.

Vi går datadrevet til værks og tilbyder køkkenerne løbende indkøbsanalyser hen over året. Samtidig tilbyder vi køkkenmedarbejderne kulinarisk inspiration, så de bliver understøttet i arbejdet med bl.a. flere bælgfrugter, mindre kød, flere grøntsager og mere mad lavet fra bunden og gerne i sæson

Emma Ter-Borch

Taler ind i kommunernes egne klimamål

Nogle af de køkkener, der er med i ’Økologi og Madglæde’ kommer fra Brøndby Kommune. Her går den bæredygtige omstilling godt i tråd med kommunens klimaplan, og derfor er det oplagt at deltage i projektet, så de kan arbejde målrettet mod specifikke mål i kommunens klimahandleplan, fortæller souschef i Job & Aktivitetscenter Vestegnen, Dorte Staun.

”I Brøndby Kommune har vi en 2030 plan for klimaet. Det er blandt andet besluttet, at alle kommunale køkkener og kantiner skal overgå til økologi med minimum sølv i Det Økologiske Spisemærke i 2025 og guld i 2030. Vores kantiner er et dagtilbud. Vi har en driftsaftale, og her har vi et mål om at fremme trivsel og sundhed, bl.a. gennem en kostpolitik, som hænger godt sammen med målene i klimaplanen og med det samarbejde, vi har med jer i Meyers. Derfor giver det god mening for os at være med i projektet, for vi kan se en god sammenhæng til det, vi arbejder med i egen organisation.”

I Brøndby deltager tre kantiner under Job- og Aktivitetscenter Vestegnen i ’Økologi og Madglæde’ samt 11 daginstitutioner, og Dorte Staun ser indsatsen som en god mulighed for at opkvalificere personalet på flere områder.

”Målet er at styrke kompetencerne indenfor klimavenlig kost, bedre udnyttelse af råvarer og mindre madspild. Vi ønsker at give køkkenpersonalet og det pædagogiske personale et godt ståsted for at tage borgerne med på rejsen. Så alle har en forståelse af, hvad der sker, og hvad det er for en forandring. Det skal være med til, at personalet kan tale det op og motivere det overfor borgerne, som jo kan se en ændring i den mad, de kan købe ude i kantinerne.”

Indsatsen er stadig i sin opstart, men Dorte Staun oplever, at medarbejderne er motiverede for at arbejde med den grønne omstilling, og det gælder både køkkenpersonalet og det pædagogiske personale:

”De har taget godt imod det og synes, det er så spændende. De går virkelig op i det. Vi kan se, at der sker en forandring. Så bevægelsen er i gang”, fortæller hun.

 

Fakta

• ’Økologi og Madglæde’ er finansieret af Fonden for Økologiske Landbrugs køkkenomstillingspulje, og indsatsen løber i hele 2023.
• Der er institutioner og tilbud med fra følgende kommuner: Brøndby, Frederiksberg, Ringkøbing/Skjern, Faaborg-Midtfyn, Vejle, Herning, Silkeborg, Sorø, Køge, Svendborg og Sønderborg
• Der sættes mål om at højne økologiprocenten i køkkenernes indkøb i samtlige køkkener og om certificering af køkkenerne med Det Økologiske Spisemærke fra bronze til guld
• I 2024 er der igen mulighed for at søge midler til bæredygtig og økologisk omlægning i nye kommuner. Kontakt projektchef i Meyers Madhus, Emma Ter-Borch på emtb@meyers.dk, hvis I vil høre mere om ’Økologi og Madglæde’.