28-årige Andreas Ring Kjeldsholm Hansen er endnu et relativt ubeskrevet blad herhjemme, men i Sverige er den unge kok kendt som køkkenchef på Skånes eneste Michelinrestaurant: Den tostjernede Volmers i Malmø. Og selvom den unge kok har nydt tiden hinsidan, skulle han ikke bruge meget betænkningstid ved tilbuddet om at blive køkkenchef på Fasangården:
”Jeg er udlært på Dragsholm Slot, og Fasangården minder om det - bare inde i byen. Der er en hjemlig hygge over stedet, så det er det bedste fra to verdener. Der er sjæl, og det er ikke så poleret. Det er som at vende hjem,” fortæller den nyslåede køkkenchef.
Sæsonnært smørrebrød og nye tavleretter
Under ledelse af Anika Madsen har Fasangårdens menu været dansk-fransk med tydelige asiatiske referencer til særligt Japan. Den nye køkkenchef har ambition om at forsætte denne stil, men ønsker samtidig at sætte sit eget præg på retterne:
”Det skal være ærlig, jordnær mad og mad, der smager pissegodt. Der behøver ikke være 20 dippedutter og blade, der vender den rigtige vej. Det er svært at finde et godt begreb for det, men 'casual fine dining' kunne være et bud på madstilen”.
Det nye menukort vil forsat køre med både a la carte og en 7-retters aftenmenu, mens frokostkortet nu byder på nyfortolkede, sæsonnære stykker smørrebrød og tavleretter – f.eks. dampede hvide asparges med urter fra haven, brunet smør og Rømø-rejer marineret i hyldeblomst.