Vinterkålen stod rank og mørkegrøn foran restaurant Mygel i Malmø, da jordbrugere, kokke, forskere og politikere mødtes den første tirsdag i december til et helt særligt møde.
Her havde Nordisk Ministerråd indbudt til to dage med talks, debatter og workshops, hvor deltagere fra hele Norden skulle mødes for at udvikle løsninger på en række af nutidens komplekse udfordringer: Fra klima- til biodiversitetskrisen til det kollektive tab af madkultur og madlavningsfærdigheder, som mange samfund oplever i disse år.
Anledningen var 20-års jubilæet for det Ny Nordiske Manifest, der i 2004 transformerede den nordiske madkultur. 12 kokke fra hele Norden mødtes på initiativ af Claus Meyer og skrev under på manifestet, hvis 10 principper skulle sætte en retning for nyt velsmagende, sæsonnært, sundt og bæredygtigt køkken på tværs af landegrænserne i Norden.
Til åbningen af Nordic Food Innovation Summit fortalte generalsekretær i Nordisk Ministerråd, Karen Ellemann, om manifestets betydning dengang og i dag:
”Det Ny Nordiske Manifest skabte en revolution i det nordiske køkken: Det revitaliserede og moderniserede nordisk gastronomi med fokus på lokale, bæredygtige råvarer kombineret med en stolthed over vores nordiske traditioner, madhåndværk og smag. Så når kokkene i tv-serien "The Bear" i dag rejser fra Chicago for at lære af nogle af de bedste kokke i verden, så besøger de ikke Paris eller Rom. De rejser til Norden.”
Naturkundskab giver råvarerespekt
På topmødets første dag var udvalgte deltagere indbudt til at afholde ’key notes’ til at sætte scenen for de kommende dages arbejde. Her talte blandt andre den svenske kok Frida Nilsson om betydningen af at være tæt på naturen og forstå, hvad det kræver at så, dyrke og høste en råvare:
”Vidste du, at det tager 72 dage at gro en gulerod? Når først man ved hvor svært det er at skabe en råvare, så får man en anden respekt for naturen og jordbrugerens arbejde og man behandler den råvare meget bedre”, fortalte Frida Nilsson og uddybede:
”Samtidig er vi nødt til at være opmærksomme på, at smag er fuldstændig afgørende – for man spiser jo ikke noget, bare fordi det er bæredygtigt produceret. Man spiser det, fordi det smager godt”.
Over de næste to dage mødtes deltagerne til talks, debatter og workshops, før topmødet blev afrundet med en præsentation af alle de idéer og initiativer, som deltagerne havde udviklet.
Et kompas for fremtidige madinitiativer
Deltagerne arbejdede utrætteligt i et workshopformat over to dage med at identificere potentialer og barrierer, formulere ambitioner og endelig udvikle konkrete initiativer, der skal afleveres til Nordiske Ministerråd som anbefalinger til det videre arbejde omkring mad i Norden.
Der blev arbejdet indenfor et bredt spektrum af temaer – uddannelse og maddannelse, opbakning til små fødevareproducenter, nye madkulturelle fællesskaber og meget mere. Resultaterne og anbefalingerne skal nu finpudses og skrives ind i en publikation, der udgives af Nordisk Ministerråd i første kvartal af 2025.
Til topmødets afslutningsdebat blev det tydeligt, at manifestets principper om blandt andet kvalitet, sæson og bæredygtighed fortsat kan fungere som kompas for fremtidens madkultur, men at nutidens udfordringer med klima, ressourceknaphed og manglende madkundskaber kalder på helt nye initiativer.
Præsentationerne blev positivt modtaget af generalsekretæren for Nordisk Ministerråd:
”I am extremely impressed and grateful for the initiatives and ideas that you have managed to develop in just two days, and I must say that you really delivered. I am looking very much forward to reading the publication from this meeting and to hand it over as an inspiration to the governments in the Nordics, where I am sure it will inspire many – not just in your industries, but across them.”, sagde Karen Ellemann og sluttede:
“And though there are many challenges to face in these times, I hope you know, that when we join our forces throughout the Nordics, we have quite the impact in the world”.
Nordic Food Innovation Summit var arrangeret af Nordisk Ministerråd i samarbejde med Meyers Madhus, Madkulturen og NKJ.
Fotos: Kelly Bedmyr, Surr Studio