Tilbage til opskrifter

Stegte ris med æg og sprødt hvidløg

Asiens svar på biksemad, der på ingen tid gør triste rester af kogte ris til et godt måltid. Med en smule rutine i at lave stegte ris kan du give nyt liv til enhver rest af tilberedte grøntsager eller rester af kød eller fjerkræ. Tricket i denne version er at stege hvidløget godt gyldent (og nej, seks fed er ikke for meget!).

Sådan gør du

Pisk ægget sammen med salt og peber. Kom 1 spsk. olie på en pande – gerne en slip-let pande – og varm den op til mellem varme. Hæld det piskede æg på, og lad det brede sig ud, så du får en slags tynd pandekageomelet. Skru ned på lav varme, og lad omeletten stege 3-4 minutter, til æggemassen er fast. Vip omeletten over på et skærebræt, og skær den i tynde strimler.

Pil hvidløgsfeddene, og skær dem i tynde skiver. Kom lidt mere olie på panden, og steg nu hvidløget gyldent ved lav varme. Hvidløget skal have godt med farve, uden at blive brændt. Tilsæt de kolde ris, vend godt rundt, så hvidløg og ris blandes, og rist et par minutter, så risene begynder at blive lune. Tilsæt forårsløg i tynde skiver og hak-ket koriander/persille, og steg et minuts tid til. Vend æggestrimlerne i, og smag til med soyasauce og sort peber.

Server – gerne med chilisauce til.

Tip

Kun fantasien og indholdet af dit køleskab sætter grænser for, hvad du kan inkorporere i stegte ris. Enhver grøntsag, fintsnittet og stegt kort i panden; rester af kylling, stegte pølser som medister og chorizo; eller kødet fra en simreret, som du fisker op af saucen. Friske krydderurter eller hakkede peanuts er også godt.

Ingredienser

2 æg
3 spsk olie
6 fed hvidløg
300 g kogte ris (enhver type)
3 forårsløg
1 håndfuld koriander eller persille
Lys soyasauce
Sort peber

Find opskriften i Meyers når du flytter hjemmefra

Find bogen her