Sådan gør du
Cremede svampe
Fjern den groveste del af bunden på svampene og riv dem ud i mindre rustikke stykker.
Kom svampene i skål og sæt dem til side et øjeblik.
Hak rødløg, hvidløg og timian så fint som muligt.
Rist svampene ad to omgange på en meget varm pande med neutralsmagende olie til de har taget godt med farve.
Kom alle svampene tilbage på panden og tilsæt løg og hvidløg og steg indtil løgene er blevet klare. Tilsæt timian og hæld æbleeddike på panden og kog indtil al væsken er fordampet. Hæld dernæst æblemosten på panden og kog igen indtil al æblemosten er fordampet.
Tilsæt fløden og skru ned på lavt blus så svampecremen blot småsimrer.
Smag til med salt, peber og citronsaft.
Sprødt ølandsbrød
Tænd en ovn på 160 grader.
Kom brødskiverne på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl dem med rapsolie. Drys med fint salt og bag dem i cirka 10 minutter til de er sprøde og gyldne.
Friske grøntsager
Rens gulerødderne og skær toppen af men behold gerne 2 cm. af den grønneste del.
Find en tyndskræller frem og lav lange tynde strimler af begge gulerødder. Spørg gerne kokken til råds hvis du er i tvivl om fremgangsmåden. Kom strimlerne i en skål med koldt vand.
Rens radiserne og skær dem i super tynde skiver og kom dem i den samme skål som gulerødderne. Sæt skålen på køl indtil servering.
OBS: Hvis du har rester tilbage af gulerødder, kan du skære dem i små tern som vi senere kan vende ned i vores svampecremen lige inden servering.
Tyttebær
Kom tyttebærrene i en skål og bland dem sammen med sukkeret.
Sæt skålen til side på bordet indtil servering.
Oregano
Pluk de friske blade oregano over i en skål og dæk den til med husholdningsfilm.
Sæt skålen på køl indtil servering.
Ved servering
Lun svampecremen ved medium varme.
Pas på den ikke koger for meget da den så bliver for tyk og dernæst vil skille. Tilsæt evt. en smule vand hvis du syntes at cremen er blevet lidt for tyk.
Sigt vandet fra gulerødder og radiserne. Mariner de sprøde grøntsager i olien og eddiken samme med lidt salt.
Find de sprøde ølandsbrød, oregano og tyttebær frem.
Forslag til anretning
Placer ølandsbrødet i midten af tallerkenen.
Fordel svampecremen ovenpå brødet og placer en skefuld tyttebær hen over svampene.
Anret gulerødder og radiser så du får skabt noget højde og farvespil omkring svampene.
Afslut med friske blade oregano.
Ingredienser
Cremede svampe
200 g champignon
200 g østershatte
1 rødløg
1 dl æbleeddike
1 dl æblemost
1 dl fløde
1 fed hvidløg
10 stængler timian
1 citron
Salt og peber
Sprødt Ølandsbrød
6 skiver ølandsbrød
Rapsolie til pensling af brød
salt
Friske grøntsager
2 gulerødder med top
4 radiser
2 spsk rapsolie
1 spsk æbleeddike
Tyttebær
1 spsk sukker
50 g tyttebær
Andet
6 stængler frisk oregano