Tilbage til opskrifter

Shawarma med pitabrød og tomatsalat

  • shawarma opskrift med pitabrød

Hjemmelavet Shawarma, döner, kebab eller gyros om man vil - kært barn har mange navne. Her får du opskriften på shawarma med masser af duftende krydderier, som serveres i nybagt pitabrød med en frisk tomatsalat.

Sådan gør du

Shawarma

Rist krydderierne på en tør pande, til de begynder at dufte dejligt, tag dem så af panden, og knus dem i en morter.

Skær kødet ud i helt fine strimler (ca. ½ x ½ x 5 cm), eller få evt. din slagter til at gøre arbejdet for dig. Kom kødet i en skål, og mariner det med krydderier, balsamico, honning, olie, salt og peber. Lad kødet trække i 1-2 timer i køleskabet.

Varm en pande op, og steg kødet ad flere omgange (dvs. ikke for meget kød på panden ad gangen), så kødet bliver stegt flot gyldent og ikke begynder at koge i marinaden. Steg kødet i ca. 2 minutter, og tag det herefter af panden, og vend med hakket mynte. Server kødet med det samme, og giv varme pitabrød og tomatsalat og grøn salat til, så de spisende selv kan stoppe deres pita-shawarma.

Pitabrød

Hæld vandet i en skål, og opløs gæren heri, og tilsæt så ca. tre fjerdedele af melet og herefter salt. Tilsæt resten af melet, lidt ad gangen, og ælt til en smidig og glat dej, der ikke klistrer fast på fingrene. Dæk skålen til med et viskestykke, og stil dejen til hævning på køkkenbordet, til den er hævet til mindst det dobbelte – det tager ca. 1 time.

Slå dejen ud på et melet bord, og del den i 8 lige store dele. Tril hver del til en bolle, og rul så hver bolle ud til en cirkel på ca. ½ cm's tykkelse.

Læg pitaerne på en bageplade dækket med bagepapir, og lad dem efterhæve i ca. 10 min. Sæt pladen på midterste rille i en 250° varm ovn, og bag pitaerne i ca. 8 min., til de puster sig op til helt lysebrune balloner.

Afkøl pitaerne på en bagerist, og dæk dem med et viskestykke, mens de køler af, så de ikke bliver tørre og hårde. Spis pitaerne friskbagte og lune, eller lad dem køle af, og giv dem en kort lune-tur i ovnen inden servering. Pitaerne er bedst på bagedagen.

Tomatsalat

Skær tomaterne i grove tern, og kom dem i en skål. Skræl agurk og rødløg, skær agurken i tern, og halver rødløget, og snit det i tynde skiver. Bland begge dele med tomaterne.

Del salaten ud i hele blade, skyl dem i koldt vand, og slyng dem tørre i en salatslynge eller et viskestykke. Krydr tomat, agurk og rødløg med olie, eddike, salt og peber.

Vend godt rundt i salaten, og tilsæt til sidst basilikumblade. Server straks, mens alt er sprødt og lækkert.

Ingredienser

Shawarma

10 korianderfrø
10 spidskommenfrø
1 stjerneanis
500 g kalveinderlår
1 spsk balsamico
1 tsk honning
1 spsk olivenolie
havsalt
Friskkværnet peber
8 blade mynte

Pitabrød

3 dl lunkent vand
25 g gær
½ tsk groft salt
7 dl hvedemel

Tomatsalat

4 tomater
½ agurk
1 rødløg
1 hjertesalat
2 basilikum
2 spsk cidereddike
2 spsk koldpresset rapsolie
havsalt
Friskkværnet peber

Find opskriften i Almanak

Find bogen her