Men her på årets sidste dage tænker vi alligevel tilbage på 12 måneder, der bragte os langt omkring og fik nye idéer til at vokse.
Intet af det var lykkedes, uden opbakning fra Jer, som har spist, sunget, bagt, kokkereret, nydt eller digtet med på idéerne sammen med os. TAK.
Utallige livestreams, drive-in-bio i Nordhavn, spisedrivhuse på havnekanten, fem uger med vores sommerfristed, 'Verdens bedste skovtur', i Rågeleje, Roskilde-festival som måltidskasse, Jyllandstur med foodtruck og musik i efterårsferien, åbning af Fasangården i Frederiksberg Have og meget mere er det blevet til.
Så når vi puster ud efter 365 dage og ser tilbage på de foregående 12 måneder, så er der ingen tvivl om, at intet blev, som vi havde planlagt det. Men det blev også en tid, der mindede os om at tænke fællesskabet først, for når situationen er kritisk, er den altid mere kritisk for andre. Vores danske tradition for solidaritet, og evne til at vise hensyn til hinanden, når det virkelig gælder, stod sin prøve. For en stund blev hastigheden sat ned, til glæde for mennesker og til gavn for klodens ressourcer. Lad os fastholde denne følelse, nu hvor hverdagen snart begynder igen; at livet er skrøbeligt og fællesskabet helligt. Ikke kun fordi, det er sandt, men også fordi, det er et blik, som gør vores hverdag rigere.
I disse dage sender vi mere end 20.000 kuverter nytårsmenu rundt til hele landet, køkkenet summer af travlhed og kokke og gode hænder får det hele til at glide. Når den sidste kuvert er leveret, lukker vi døren, slukker lyset og sender en sidste tanke til et år, der uden tvivl går over i historien.
Men der er lys forude, og vi har spændende planer i ærmet for året, der kommer, og vi kan næsten ikke vente på at komme i gang.
Godt nytår til alle Jer, fra alle os i Meyers!
Brug pilene nedenfor til at læse om året, der gik.