Claus: Isam, hvorfor skrev du til mig på Instagram med idéen om en ramadankage?
Isam: Jamen det handler for mig om, at traditioner i høj grad er knyttet til mad. Vi spiser bestemte ting, når vi fejrer livets vigtige stunder og højtider, der har overlevet gennem generationer. På samme måde hører kager og søde sager sig til ramadanen som dessert eller snack, når vi bryder fasten efter solnedgang.
Claus: Men findes der så ikke allerede masser af bagværk, der passer til ramadan-fejringen?
Isam: Jo, det kan man sige. Men ramadanen smager forskelligt fra sted til sted. I Marokko, hvor min familie har rødder, spiser vi små honningkager som tilbehør til en traditionel kikærtesuppe med selleri og koriander. Et møde mellem det salte og søde. Men jeg havde brug for at spørge: Hvordan smager ramadan i København?
Claus: Hvorfor er det så vigtigt lige netop at finde smagen af ramadan i København?
Isam: Fordi det handler om repræsentation. Om at blive set som muslim, der er født og opvokset her i Danmark. Jeg tror, at der findes mange, som deler min oplevelse af, at det kan føles fattigt at være muslim i Danmark. Der er en berøringsangst for vores kultur og religion. Men når vi tør være nysgerrige på hinanden fremfor at dømme på forhånd, så ser vi hinanden som mennesker. Med kagen synes jeg, vi har forsøgt at betræde ukendt land og skabe noget, mine børn, min brødre og mine søstre kan kalde for deres. En ramadan-tradition skræddersyet til netop vores lille hjørne af verden.