Samtalebidder i Skuespilhuset med Claus Meyer, Kasper Holten og Bertel Haarder
150,-
pr. person
Samtalen er gratis og kræver ingen tilmelding. Langbordsmiddagen koster kr. 150,-.
I samarbejde med Det Kongelige Teater inviterer vi med Samtalebidder til en række eftermiddage, der snildt kan strække sig videre ind i aftentimerne. Her fylder det spontane, uformelle og nære Skuespilhusets foyer, når Claus Meyer, teaterchef Kasper Holten og fra tid til anden udvalgte gæster, taler om et udvalgt emne i spændingsfeltet mellem teaterkunst, hverdagsliv og madkultur.
Samtalebidder er et format, der læner sig op ad en torsdagsbar, men er meget mere end det. Det er muligheden for at mødes til et glas vin, når arbejdsdagen er omme. Muligheden for at lytte til og tale med personer, der inspirerer os. Muligheden for at samles, udveksle ideer og udfordre hinanden i tanke og smag.
Det er gratis at deltage i samtalen fra kl. 16.30, og du kan varme op i baren allerede fra kl. 16.00, hvor Kasper Holten, Claus Meyer m.fl. ofte indfinder sig for at genskabe væskebalancen og tale med publikum, inden snakken rykker op på scenen. Når ordene forstummer fra scenen, fortsætter vi til fællesspisning ved langborde.
Pris: kr. 150,- pr. person. (drikkevarer ikke inkluderet).
Køb plads til middagen på forhånd via køblinket her på siden.
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/andre-oplevelser/samtalebidder/?section=top
Tema for 27/2 : Samtalebidder med Bertel Haarder, Claus Meyer og Kasper Holten om kulturens åbenbaringskraft
Menneskets møde med kunsten og kulturen kan være grundvoldsrystende. Det gælder uanset om mødet bæres af toner, af scener eller måltider. Oplev Det Kongelige Teaters nyudnævnte bestyrelsesformand, Bertel Haarder, teaterchef Kasper Holten og gastronomisk entreprenør Claus Meyer i en samtale om åbenbaringskraften i livets skelsættende kulturmøder lige fra barndommens sønderjyske højskoleland til au pairens introduktion til Parisisk madlykke. Og hvordan bevæger man sig egentlig fra en indledende fascination ind på en konkret livs- og arbejdsbane, hvor selvsamme kultur må udforskes indefra og helt ud til fingerspidserne?
Menu:
Bagt torsk, kartofler, rødbeder, bacon og løg fra Langeland
Grønlangkål fra Falster med grillet øko medister
Brandade kugler med kartoffel, bakskuld og persille fra Nordjylland
Vegansk Boghvedegrød, selleri, skalotteløg og mandelost fra Fyn
Program:
16.00: Baren åbner – aftenens værter skåler og snakker med gæsterne
16.30: Samtale fra foyerscenen - gratis
16.45: Samtale med publikum
17.30: Langbordsmiddag inspireret af danske egnsretter i moderne klæder