Kikærtepandekager med salviebagte og syltede græskar, mozzarella og hytteost

Kikærtepandekagerne her er inspireret af de sydfranske fladbrød kaldet socca. Tager man over grænsen til Ligurien i Italien kendes de som farinata, og er simple fladbrød lavet af kikærtemel, vand og olivenolie og stegt i mere olivenolie. Brødene er ret store, og det har vi benyttet os af ved at toppe dem som en pizza.

Kikærtepandekager med salviebagte og syltede græskar, mozzarella og hytteost

Sådan gør du

Pandekager

Rør vandet med salt og olivenolie i en stor skål, og rør kikærtemelet i lidt efter lidt. Rør, til der ikke er klumper i dejen. Kom dejen i køleskabet i mindst en ½ time – du kan også sagtens lave dejen dagen før.

Varm en pande op med lidt olivenolie, og kom dejen på panden i en tykkelse på 3-4 mm (der skal gerne komme 4 pandekager ud af dejen). Rist pandekagerne 1½-2 minutter på hver side. Du kan også – hvilket er mere traditionelt – sætte en støbejernspande i ovnen ved 250°, tage den ud af ovnen, komme lidt olivenolie på panden, fordele dejen og sætte den i ovnen i 4-5 minutter.

Salviebagte græskar

Halvér græskarret, fjern indmaden med en ske, og skær den i tern. Vend græskarternene med lidt olivenolie, og fordel dem på en bageplade. Drys med salt og halvdelen af salviebladene. Bag i ovnen ved 190° i 12-15 minutter. Hak resten af salvien groft, skær chili og citronskal i tynde skiver, pres saften fra citronen, og vend det hele med de bagte græskartern, og krydr med salt og peber.

Pluk mozzarella på de fire pandekagebunde sammen med de bagte græskartern og revet ost. Bag i ovnen ved 200° i 8-10 minutter. Fordel fintsnittet forårsløg, hytteost og syltede græskar på de bagte pandekager, og servér.

Syltet græskar

Skræl græskarret, flæk det, og fjern indmaden med en ske. Du skal bruge 100 g – brug resten til f.eks. at bage. Snit græskarret så tyndt som muligt, gerne på et mandolinjern.

Bring æblemost, æblecidereddike, salt og sukker i kog. Hæld lagen over de tyndtsnittede græskar, og lad dem trække i mindst et par timer – gerne natten over. Opbevar i køleskabet i en lukket beholder.

Grønne proteiner

Missionen bag bogen har været at finde frem til og formidle ikke bare nogle få skudsikre grønne proteinrige hverdagsklassikere, men at vise spændevidden inden for feltet – herunder at tænke i måltider snarere end retter – med det formål, at du som læser ud over forhåbentlig at opdage en række nye livretter, finder inspiration til at træde uden for bogen og skabe nye helstøbte grønne måltider selv.

Med over 150 opskrifter til hele året tegnes et billede af et grønt hverdagskøkken, der ud over at være klimavenligt også er sundt for den enkelte og tilgængeligt for de fleste. De proteinrige fra planteriget som bælgfrugter, korn, frø, nødder og bladgrøntsager er i centrum for opskrifterne, der både trækker på hjemlige madtraditioner og visdommen fra kendte og mindre kendte køkkener fra hele verden.

Få et smugkig i bogen her

Køb bogen her


Relaterede opskrifter

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få de bedste opskrifter, tips fra kokkene og nyheder om alt det der spirer i Meyers' univers.