Sådan gør du
Lav karrypastaen i en blender og stil den til side. Knæk et par nudler til toppingen, så de er helt skilt ad, og steg dem sprøde i rigelig olie og lad dem tørre på køkkenrulle.
Bland dressingen af chili, løg, limesaft og fiskesovs i en skål og lad blandingen trække i 15-20 minutter.
Opvarm olien i en tykbundet gryde og rist karrypasta heri under omrøring. Pastaen må ikke brune. Hæld derfor lidt kokosmælk ved, så krydderierne ikke brænder på.
Tilsæt kødet og lad det stege i 5-6 minutter. Skru ned for varmen og kom resten af kokosmælken i.
Blancher bønner og gulerødder – og køl hurtigt ned, så de forbliver al dente.
Lad retten simre 5-10 minutter uden låg og opvarm ærterne og grøntsagerne i retten til sidst. Denne karryret smages ikke til endnu, regn med at smagsbalancen kommer, når dressingen kommer på.
Kog nudlerne i rigeligt vand tilsat lidt salt og olie, til de er møre – ca. 2-3 minutter. Lad dem dryppe af i en sigte.
Anret de kogte nudler, hæld karryretten over og dernæst dressingen. Drys de sprøde nudler over retten til sidst, servér straks.
Ingredienser
Karrypasta
1 tsk korianderfrø
1 tsk spidskommen
1 tsk tørret chili
2 tsk karrypulver
1 spsk groft salt
2 fed finhakket hvidløg
10 g finhakket ingefær
1 stængel fintsnittet citrongræs
350 g kyllingebryst i tynde strimler
3 ½ dl kokosmælk
125 g grønne bønner i mindre stykker
125 g skrællet gulerødder i mindre stykker
200 g friske grønne ærter
Smagsneutral olie til stegning
Dressing
1 stk frisk rød chili i strimler uden kerner
1 stk forårsløg i skrå skiver på 2 mm
1 dl limesaft
1 dl fiskesauce
300 g kinesiske nudler