Bøf stroganoff med kartoffelmos

Bøf stroganoff er en skøn simreret til de kolde efterårs- og vintermåneder. Retten består af møre stykker oksekød i en velsmagende, cremet flødesauce med tomat, paprika og svampe. Bøf stroganoff serveres typisk med kartoffelmos, og her skal der ikke spares på smørret.

Bøf stroganoff med kartoffelmos

Sådan gør du

Bøf stroganoff

Puds kødet af for hinder, og skær det i strimler på 4-5 cm's længde og ca. 1 cm's tykkelse.

Bring en gryde vand i kog. Lav et kryds i skindet i toppen af tomaterne, og dyp tomaterne i det kogende vand i 30 sekunder, og kom dem direkte over i iskoldt vand, så skindet løsner sig. Træk skindet af med en lille urtekniv. Skær tomaterne i kvarter, grav tomatkernerne ud med en ske, og kasser dem, og skær tomatkødet ud i små tern. Du har nu en "tomatconcassé", der skal bruges lige inden servering.

Rens svampene med pensel eller en lille grønsagskniv; vask dem evt. forsigtigt. Ordn løg, og hak svampe og løg. Varm en pande op, og kom smørret på den, og lad det bruse op. Smid løg og svampe på panden, og sauter dem i 3-4 minutter. Tilsæt bouillon, tomatpuré, fløde, salt, peber og paprika, og lad sovsen koge i ca. 10 minutter.

Varm en anden pande til den er meget varm, kom olie på den, og steg kødet i 1-2 minutter, så ydersiden hurtigt bliver brunet og lukket, og saften bliver inde i kødet – det skal stadig være rosa i midten. Det kan være en god idé at stege ad nogle gange, så kødet ikke kommer til at koge i stedet for at stege på panden. Krydr det brunede kød med salt og peber, og kom det i sovsen, og lad det koge med i ½ minut. Kog stegepanden af med eddike og lidt vand, og hæld også det ned i stroganoffen. Tilsæt til sidst tomatconcassé og hakket persille, vend det lige rundt i sovsen, og server så stroganoffen med det samme med kartoffelmos til.

Kartoffelmos

Skræl kartoflerne, halver dem, og kog dem møre i usaltet vand i ca. 30 minutter.

Hæld vandet fra de kogte kartofler, og lad dem stå i gryden og dampe af 2-3 minutter. Lun imens mælken i en lille kasserolle, og skær smørret ud i små tern. Mos kartoflerne med en kartoffelmoser eller et piskeris, og tilsæt varm mælk og smørtern, indtil mosen er helt jævn og blød (undgå at piske for meget i mosen undervejs, den risikerer at blive "lang" og tapetklisteragtig i konsistensen). Det allerbedste er faktisk at mose først og så vende smør og mælk i de mosede kartofler med en grydeske eller dejskraber. Smag til med salt og peber – så er mosen klar til servering.

Relaterede opskrifter

Aftensmad

Gustu i La Paz i Bolivia, der drives af Melting Pot Fonden, og som har Kamilla Seidler som køkkenchef, har bidraget med denne ret fra de bolivianske højder. Det bolivianske køkken er nok først og fremmest præget af spanske indtryk, men med lokale råvarer. Den elskede kartoffel får tit en fremtrædende rolle i denne bjergkøkken ret, som har rødder i Andesbjergene.

Dansk mad

Vintermad

Aftensmad

Her får du opskriften på mørt kød af oksetværreb. Det møre kød serveres sammen med en kartoffel-græskarpuré.

Aftensmad

Forårsmad

Sommermad

Dansk mad

Hvis du vil lave rigtig gode frikadeller, er det ikke kun hovedet, du skal holde koldt – også farsen! Hvis en fars bliver for varm under blandingen, så skiller den, og frikadellerne bliver tørre og grynede i stedet for spændstige og saftige. Grænsen er 15°, og den krydser man hurtigere, end man tror. Vi serverer de klassiske frikadeller med kål og en mild sennepsdressing

Aftensmad

En vidunderlig muslingesuppe, hvor de friske majs giver en sød og aromatisk smag, og hvidvinen giver dybde og nuancer. Drys med majskerner stegt på panden for at få en knasende sprød topping.

Aftensmad

Glutenfri mad

Vegetarisk

Vegansk

Her får du opskriften på vores økologiske linsedaal, som kan købes i Coops butikker landet over. Det er Claus Meyers livret, og det er ham som har givet input til denne opskrift. Den er lavet på Mung Dahl også kaldet gule linser, det er halve afskallede mungbønner, som er let sødlig. Linserne koger nemt ud og gør retten cremet. Denne udgave er lidt mere læskende og ikke så tæt i det. Der er fedme fra kokosmælk, syre fra æblecidereddike, varme og parfume fra garam masala, gurkemeje og ingefær.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få de bedste opskrifter, tips fra kokkene og nyheder om alt det der spirer i Meyers' univers.