Tilbage til opskrifter

Bagte bønner med savoykål og persillepesto

  • Bagte bønner med savoykål og persillepesto

Inspireret af retten ”cassoulet”, en klassiker fra det franske bondekøkken og ægte comfort food. Varier den gennem sæsonerne, med f.eks, auberginer, peberfrugter og squash i sensommeren, og kål til efterår og vinter.

Lær at bage kanelsnurrer og andet bagværk på Meyers Bageskole

Se alle vores bagekurser her

Sådan gør du

Bagte bønner

Kog bønnerne i rigeligt letsaltet vand med persillestilke og et løg skåret i kvarter i 1-1½ time, til bønnerne er helt møre. Gem 1 dl af kogevandet.

Pil de to andre løg, hak dem groft. Pil hvidløgsfeddene og hak dem fint. Steg løg og hvidløg klare i olivenolie i en gryde sammen med fennikelfrø og timian. Tilsæt flåede tomater og vand, og kog ved svag varme i ca. en 1 time. Rør i gryden undervejs

Skær savoykålen i grove strimler, og steg dem i lidt olie i 5-6 minutter, så kålen falder lidt sammen. Krydr med salt og peber. Læg kålen i et ildfast fad. Vend bønnerne med tomatsovsen og 1 dl af kogevandet fra bønnerne, og hæld dem over kålen. Bræk hvedebrødet i grove stykker, vend dem med lidt olivenolie og salt, og fordel dem over bønnerne. Bag i ovnen ved 180° i 30-35 minutter, til brødet er knasende sprødt og gyldent.

Persillepesto

Pil hvidløget, og blend det sammen med persilleblade, ristede hasselnødder, olivenolie og citronskal til en grov pesto. Smag til med salt og peber.

Ved servering

Server direkte fra ovnen, dryppet med persillepesto. Spis gerne brød til.

Tip

Du kan bruge enhver slags tørrede bønner, sørg blot for, at de er kogt helt møre. De fine, spættede borlottibønner er en af vores favoritter

Ingredienser

BAGTE BØNNER

300 g tørrede borlottibønner (udblød natten over eller kog 30-40 minutter ekstra. Andre slags bønner kan også bruges)
1 bundt persille - benyt stilkene herfra - og gem bladende til pestoen
3 løg
4 fed hvidløg
1 dl olivenolie
1 tsk fennikelfrø
1 tsk frisk timian
2 dåser flåede tomater (800 g)
1 l vand
1 lille savojkål
havsalt
friskkværnet peber
8 skiver hvedebrød

PERSILLEPESTO

1 fed hvidløg
3 håndfulde persille
75 g hasselnødder
1 dl koldpresset olivenolie
1 usprøjtet citron skallen heraf

Find opskriften i Meyers Grøn Mad

Find bogen her