Sådan gør du
Svampefrikadeller
Kog perlebyggen mør i vand med ganske lidt salt - det tager ca. 20-25 minutter. Kog ligeledes flækærterne møre i letsaltet vand for sig. Det tager ca. 20-25 minutter. Hvis du skal lave flækærtehummusen samtidig, så kog nok til både svampefrikadeller og flækærtehummus samtidig. Gem et par dl. kogevand fra byg eller flækærter. Lad korn og ærter køle af i 5-10 minutter, inden du bruger dem.
Pil løg og hvidløg, fjern stilken fra chilien, og hak det hele fint. Rens champignonerne, enten med en børste eller ved at skylle dem kort, og skær dem i tern.
Steg løg, hvidløg, chili og champignoner i olie i 3-5 minutter, til champignonerne er bløde og løgene er glasklare. Tilsæt kogt byg, kogte flækærter, spidskommen, salt, finthakket persille, rasp, rismel, kogevand samt citronsaft og citronskal, og blend det til en grov fars med en stavblender. Smag til med salt og peber - du kan sagtens smage på den rå fars.
Form farsen til frikadeller med en ske, og steg dem gyldne i olie.
Flækærtehummus
Kog flækærterne møre i saltet vand og kasser kogevandet.
Blend de kogte flækærter, hvidløg og solsikkekerner sammen med rapsolie og smag til med både salt, peber, æbleedikke og citronsaft.
Sprød gulerodssalat
Skræl gulerødderne, og pil skalotteløget. Skær begge dele i tynde skiver på et mandolinjern.
Vend skiverne med mynteblade, citronsaft og olivenolie. Krydr med salt og peber.
Ingredienser
Svampefrikadeller
75 g perlebyg
100 g flækærter
1 løg
2 fed hvidløg
1 rød chili
250 g champignon
½ tsk spidskommen
1 tsk salt
1 håndfuld persille
2 spsk rasp
1 spsk rismel (eller hvedemel)
1 dl vand (kogevand fra perlebyg eller flækærter)
½ usprøjtet citron (både skal og saft)
vindruekerneolie (eller anden neutral olie til stegning)
friskkværnet peber
Flækærtehummus
200 g grønne kogte flækærter (brug ca. halv vægt, hvis de er tørrede)
2 fed hvidløg
30 g solsikkekerner
5 spsk rapsolie
salt
friskkværnet peber
æbleeddike
citronsaft
Sprød gulerodssalat
3 gulerødder
1 skalotteløg
1 håndfuld mynte
1 spsk citronsaft
2 spsk olivenolie