Tilbage til opskrifter

Stegt kalvebrissel med gulerodsmos og sprød salat

Brislen, som er en kirtel, der findes hos kalve og andre pattedyr, er noget af det møreste og mest delikate, du kan sætte tænderne i. Har du stadig oplevelsen til gode, synes jeg, du skal smutte forbi din lokale slagter og bestille nogle med det samme! Og så skal du gøre sådan her!

Sådan gør du

Stegte brisler

Sæt brislerne over i en gryde med koldt vand og salt, laurbærblade, peberkorn og eddike, og kog dem op under afskumning. Skru ned, når brislerne koger, og kog dem i 5 min. på lavt blus. Tag brislerne af varmen, og lad dem køle af i lagen. Mens brislerne køler af, kan du passende læse længere ned i opskriften og lave gulerodsmos og sprød salat. Når brislerne er kolde (og mos og salat ved at være klar) skal du afpudse dem for hinder og fedt. Skær så brislerne ud i mindre stykker, kom dem på en varm pande, og steg dem sprøde i rapsolie i ca. 2-3 min. på hver side, så de får en flot gylden stegeskorpe. Pas på med at komme for mange brisler på panden ad gangen, så hellere stege dem ad flere gange, da de ellers vil begynde at ”koge”. Krydr med salt og peber. Anret de stegte brisler oven på en skefuld gulerodsmos, og top med den sprøde salat af gulerod, bladselleri og valnød.

Gulerodsmos

Skræl gulerødderne, skær dem ud i mindre stykker, og kog dem møre i vand i ca. 20 min. Hæld vandet fra gulerødderne, og kom dem i en foodprocessor eller blender. Tilsæt olie, citronskal og -saft, honning, salt og peber, og kør det hele til en fin mos. Da sødmen i gulerødder skifter alt efter sæsonen, er det vigtigt at smage på mosen, når den er færdig – måske skal den have noget mere citron eller honning. Der skal være en perfekt balance mellem syre og sødme. Hold mosen lun, til du anretter.

Sprød salat af gulerod, bladselleri og valnød

Skræl guleroden, og skær den ud i helt tynde strimler på langs (brug evt. et mandolinjern eller en kartoffelskræller). Skyl bladsellerien, og skær den i tynde skiver. Pisk soja, balsamico, honning, rapsolie, salt og peber sammen til en dressing. Vend gulerod, selleri og basilikumblade i dressingen, anret salaten som beskrevet i Sprøde brisler, og drys med grofthakkede valnødder.

Ingredienser

Stegte brisler

600 g (bestilt hos slagteren)
groft salt
3 laurbærblade
10 hele sorte peberkorn
1 spsk eddike
rapsolie
havsalt og friskkværnet peber

Gulerodsmos

4 store gulerødder
3 spsk koldpresset rapsolie
revet skal af 1 usprøjtet citron
1 spsk akaciehonning
havsalt og friskkværnet peber

Sprød salat af gulerod, bladselleri og valnød

1 gulerod
2 stængler bladselleri
2 spsk soja
2 spsk balsamico
1 spsk akaciehonning
1 spsk koldpresset rapsolie
havsalt og friskkværnet peber
10 basilikumblade
15 g valnødder

Find opskriften i Almanak

Find bogen her