Tilbage til opskrifter

Pasta med porrer, ærtekompot og croutoner

En cremet pasta med to slags ærter og toppet med brødcroutoner, der egentlig er et utraditionelt indslag, men som smager skønt sammen med rigeligt friskrevet parmesan. 

Sådan gør du

Skær rod og det meste af den grønne top fra porrerne. Skær dem igennem på langs, og skyl grundigt fri for jord. Skær porrerne i små stykker.

Varm en sjat olivenolie op i en gryde ved mellemvarme, og steg porrer og hvidløg i et par minutter. Krydr med salt og peber. Tilsæt flækærter, hvidvin og vand, og lad det simre under låg, indtil ærterne er helt møre og begynder at koge ud – ca. 35-45 minutter.

Rist brødtern på en pande i lidt olie, til de er godt gyldne. Det tager ca. 10 minutter – gør det gerne, mens pastaen koger i rigeligt letsaltet vand som anvist på pakken.

Kom de optøede grønne ærter i gryden med de gule ærter lige inden servering, og brug en stavblender til at blende massen kort til en grov ærtekompot. Vend kompotten sammen med pastaen og en god sjat olivenolie, og smag til med revet citronskal, citronsaft, salt og peber. Servér med revet parmesan og croutoner på toppen.

Ingredienser

2 porrer
Olivenolie
2 fed hvidløg, hakkede
Salt og peber
100 g flækærter
2 dl hvidvin
6 dl vand
200 g daggammelt hvedebrød, i tern
400 g pasta (du kan bruge alt slags pasta)
600 g grønne ærter, optøede
Saft og revet skal af 1 usprøjtet citron
75 g parmesan, revet

Find opskriften i Meyers Hverdag

Find bogen her