Tilbage til opskrifter

Kartoffel-jordskokkemos

En grøn udgave af barndomsklassikeren "brændende kærlighed". Syltede, brændte løg og de bagte jordskokker giver ekstra fylde. Med denne metode til at lave mos reduceres kogevandet og bliver en del af retten. Det giver en mere intens smag. Server den som et måltid i sig selv.

Sådan gør du

Kartoffel-jordskokkemos

Vask og skrub alle jordskokkerne – du behøver ikke skrælle dem – og del dem i tre portioner: 500 g til mos, 200 g til bagte jordskokker og 100 g til marinerede jordskokker.

Skræl kartoflerne, og skær dem i mindre stykker. Skær jordskokkerne – kun dem til mosen – igennem på midten, og kom dem i en sauterpande eller gryde med en stor bund sammen med kartoflerne. Brug ikke en smal, høj gryde, da meget af vandet skal kunne fordampe undervejs. Hæld vand på, så de dækker ca. 3⁄4 af kartofler og jordskokker, så der stikker nogle toppe op.

Kog jordskokker og kartofler uden låg, til vandet er kogt ind til ca. 1 dl, og kartofler og jordskokker er møre – det tager ca. 25 minutter.

Tag gryden af varmen, hæld 11⁄2 dl olivenolie i gryden, og mos kartofler og jordskokker med en grydeske eller et piskeris. Smag grundigt til med salt og peber.

Syltede løg

Pil løgene, og skær dem i skiver på ca. 1 cm.

Varm en pande op til høj varme, og steg løgskiverne i lidt olie, til de er let brændte. Vend dem, og gentag på den anden side. Tag dem af panden, og lad dem køle lidt af.

Kog eddike, sukker og vand, til sukkeret er opløst, og smag til med salt. Del løgskiverne i ringe, og læg dem i syltelagen. Lad dem trække i mindst 15 minutter.

Bagte jordskokker

Skær de 200 g jordskokker i grove tern. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og vend dem med et par spsk. olivenolie, salt og peber.

Bag dem i ovnen ved 225° i ca. 25 minutter, til de er gyldne og sprøde.

Ved servering

Anret mosen i skåle eller på et fad. Fordel bagte jordskokker og syltede løg over mosen, og slut evt. af med et drys karse og et par spsk. af løgmarinaden.

Ingredienser

Kartoffel-jordskokkemos

500 g jordskokker
500 g kartofler
1 ½ dl olivenolie
havsalt
Friskkværnet peber

Syltede løg

2 bananskalotteløg
2 spsk olivenolie
1 dl æblecidereddike
½ dl sukker
½ dl vand

Bagte jordskokker

200 g jordskokker
olivenolie
æblecidereddike
salt
Friskkværnet peber

Find opskriften i Meyers Grøn Mad

Find bogen her