Jordbærkoldskål med kammerjunkere

Her er den hjemmelavede vej til en dessert, der ofte kommer fra en karton og en pose. Hvis du vil nedjustere ambitionsniveauet, kan du lave din egen koldskål og spise den med købte kammerjunkere – eller omvendt. Undlader du jordbærrene, har du en klassisk tykmælkskoldskål.

Jordbærkoldskål med kammerjunkere

Sådan gør du

Koldskål

Pisk æggeblommerne med sukkeret til en luftig æggesnaps i en stor skål. Pisk, indtil sukkeret er næsten helt opløst. Tilsæt kærnemælk og tykmælk langsomt, mens du fortsat pisker.

Mos jordbærrene med en gaffel eller stavblender til en grov puré – der må godt være nogle større stykker af bær i – og rør jordbærmassen i koldskålen. Riv den gule skal af citronerne, og pres saften. Rør begge dele i koldskålen. Sæt koldskålen i køleskabet indtil spisetid.

Kammerjunkere

Kom smør, vaniljesukker og sukker i en foodprocessor, og kør det godt sammen. Du kan også blande dejen i en skål med en grydeske, til den er samlet og jævn. Tilsæt æg og mælk lidt ad gangen, under omrøring. Tilføj så både mel, bagepulver, salt og revet skal af en citron, og ælt/rør, til du har en samlet og jævn, lidt blød dej.

Læg dejen ud på et melet bord, og del den i 4 stykker. Tril hvert af stykkerne til en ca. 10 cm lang pølse, og skær den ud i 1 cm lange stykker. Fordel stykkerne på bageplader med bagepapir – der skal være god plads imellem kammerjunkerne, så de ikke vokser sammen under bagningen.

Bag ved 180° i ca. 12-15 minutter, til kammerjunkerne er gyldne og sprøde. Tag pladerne ud af ovnen, træk bagepapiret med kammerjunkere af pladerne, og lad dem køle af.

Opbevar de afkølede kammerjunkere i lufttætte beholdere, hvor de kan holde sig sprøde i en uges tid.

Meyers når du flytter hjemmefra

De fleste af bogens over 100 nye opskrifter er hverdagsmåltider med hovedvægt på de grønne råvarer, men der er også blevet plads til overdådig weekendmad, klassikere fra mormorkøkkenet, snacks, bagværk, drikke og desserter – alle skræddersyet til unge, der skal til at stå på egne ben i køkkenet.

Den nysgerrige begynderkok kan prøve sine evner på retter som blomkålssuppe med harissa, fyldt pasta med græskar og grønkål, aubergine-daal, vege-burgere, falafel, fish and chips, æblemost-braiseret gris og meget mere. I bogens afsluttende kapitel findes opskrifter på syltede sager, grundsaucer, croutoner, salsa, dips, kimchi og andet tilbehør, som ikke er obligatorisk stof, men kan give inspiration, når lysten til at bruge lidt længere tid i køkkenet melder sig.

Få et smugkig i bogen her

Relaterede opskrifter

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få de bedste opskrifter, tips fra kokkene og nyheder om alt det der spirer i Meyers' univers.