Sådan gør du
Lad kyllingebrysterne simrekoge i en lille gryde dækket med letsaltet vand i 7-8 minutter. Tag gryden af varmen, og lad kyllingen trække i vandet i 10 minutter, til den er helt gennemtilberedt. Tag kyllingen op af gryden, og afkøl den til stuetemperatur.
Kom æggeblommerne i en foodprocessor sammen med salt, sennep og æblecidereddike, eller pisk i hånden, til blommerne er hvide. Tilsæt vindruekerneolie langsomt, mens du pisker. Hæld den færdige, tykke creme i en stor skål.
Skær kyllingebrysterne i ikke for store tern, og vend dem i cremen sammen med asparges skåret i snitter, drueagurk skåret i tern og grofthakket estragon. Vend det hele grundigt sammen, og smag til med salt og peber og evt. lidt æblecidereddike.
Steg baconen sprød på en pande eller i ovnen på bagepapir. Spis salaten med syltede svampe, bacon og ristet eller grillet hvede eller rugbrød.
Ingredienser
2 kyllingebryster uden skind (ca. 300 g) eller ca. 225 g tilberedt kylling
2 æggeblommer
½ tsk salt
1 tsk dijonsennep
2 spsk æblecidereddike
1 ½ dl vindruekerneolie
100 g syltede hvide asparges
3 drueagurker
1 håndfuld estragonblade
salt og peber
8 skiver bacon
75 g syltede svampe