Tilbage til opskrifter

Glaseret skinke med stuvet grønkål

Glaseret skinke er en traditionel klassiker i det danske køkken til juleaften eller andre højtider. Her glaseres skinken i en sennep lavet helt fra bunden. Lav sennepen i forvejen, så den rigtig får lov til at trække. Det kan holde sig i flere måneder i køleskabet, og smager kun bedre med tiden.

Få leveret en klassisk eller vegetarisk julemenu lige til døren

Læs mere og bestil årets julemenuer lige her

Sådan gør du

Hjemmelavet sennep

Rist sennepskornene let på en tør pande, til de begynder at poppe. Vip sennepskornene ned i en morter, og mal dem til et fint pulver (du kan også male dem på en elektrisk kaffemølle, som er beregnet til krydderikværn og ikke smager af kaffe). Kom de malede sennepskorn i en skål, og tilsæt vandet lidt efter lidt, mens du rører godt rundt. Tilsæt så æbleeddike, og smag til med brun farin og salt. Kom senneppen i et lille glas, og lad den gerne trække en dag eller to i køleskabet, inden du tager af den.

Glaseret skinke

Pak skinken ind i alufolie, helt tæt og stramt – brug et par lag, så pakken er helt tætlukket. Læg skinken på en rist, og sæt den i ovnen med en bradepande med vand i nedenunder. Steg skinken i 2-2½ time ved 160°, indtil den er helt fast og gennemstegt og samtidig saftig. Mål evt. kødets kernetemperatur med et stegetermometer, inden du tager skinken ud af ovnen – ved 65° er den lige tilpas. Tag skinken ud, og lad den hvile i 30 minutter i folien. Rør i mellemtiden sennep, farin, fintrevet appelsinskal, appelsinsaft og anis sammen. Pak så skinken ud, og rids fedtet på kryds og tværs med en skarp kniv, så glaseringen har noget at hænge ved, og smør glaseringen ud over skinken. Sæt skinken i ovnen ved 190°, og giv den 8-10 minutter, indtil glaseringen er helt 'sprød' og gylden. Tag skinken ud, og server den straks med stuvet grønkål og kogte kartofler. Den gode sennep må også med ind på bordet.

Stuvet grønkål

Gå grønkålen efter for stykker af stok, vask den grundigt i koldt vand, og afdryp den i en sigte. Blancher kålen i 3-4 min. i en stor gryde med masser af vand og salt, og kom så kålen direkte over i en skål, og afkøl den under den kolde hane. Pres nu al væden ud af kålen, og hak den groft.

Smelt smørret i en gryde, pisk herefter melet i, og bag det igennem. Hæld mælken i opbagningen, lidt ad gangen, og rør undervejs, til al mælken er brugt, og sovsen er glat og uden klumper. Kog nu sovsen godt igennem, så melsmagen bliver kogt ud, og sovsen bliver helt jævn og glat.

Tilsæt den hakkede, blancherede kål, og varm den godt igennem. Smag til med salt, muskat, sukker og lidt æbleeddike, og server den stuvede grønkål med det samme.

Tip

Senneppen kan holde sig i flere måneder i køleskabet og kommer kun til at smage bedre med tiden. Du kan variere senneppens smag med lidt julekrydderier som stjerneanis, kanel og nellike.

Ingredienser

Hjemmelavet sennep

3 spsk gule sennepskorn
3 spsk sorte sennepskorn
6 spsk vand
6 spsk æbleeddike
5 spsk brun farin
1 tsk havsalt

Glaseret skinke

3 kg skinke letsaltet (kan bestilles hos din slagter)
4 spsk Hjemmelavet sennep (se ovenfor)
4 spsk brun farin
1 usprøjtet citron
1 knust stjerneanis

Stuvet grønkål

250 g ribbet grønkål
groft salt
30 g smør
30 g hvedemel
7 ½ dl letmælk
1 tsk havsalt
2 riv muskatnød
1 tsk sukker
2 spsk æbleeddike


  • Tag på kursus i Meyers Madhus

    To generationer: Søde sager i juleudgave

    Vi skruer op for julehyggen i Madhusets køkkener og kaster os over nogle af favoritterne fra det søde julekøkken. I lærer bl.a. at lave jødisk-inspireret småkager med kanelsukker og arbejde med dej så der kan laves julesnurrer. Man skal minimum købe to billetter til vores to-generationer arrangementer. Vi anbefaler, at børnene er fyldt 7 år. Der arbejdes i grupper, selvfølgelig så børnene er sammen med den voksne, de følges med.

    Læs mere og bestil

Denne æblegløgg er en klassiker i Meyers Deli og en forrygende sjælevarmer på de kolde vinterdage. Den kan nydes af både store og små, da den er lavet uden alkohol. Se hvordan du kan lave den selv.

Sådan laver du æblegløgg derhjemme