Tilbage til opskrifter

Brødgratin med ost, grønkål og svampe

  • Brødgratin med ost, grønkål og svampe

En hurtig, enkel og billig resteret, hvor du kan bruge brød, der er ved at blive tørt, og hvad du har af grøntsager – gerne rester af stegte eller kogte kartofler, rodfrugter eller kål. Du kan også vende plukket kyllingekød fra en hel kylling i.

Lær at bage kanelsnurrer og andet bagværk på Meyers Bageskole

Se alle vores bagekurser her

Sådan gør du

Ordn svampene – hvis du kan få dem rene med en børste og en urtekniv er det bedst, ellers skyl dem kort. Skær dem i kvarter eller skiver. Sæt en gryde, der kan gå i ovnen, over med smør eller olie, og rist svampene i et par minutter, til de har fået lidt farve. Fisk dem op af gryden.

Pil og hak løget. Kom løget i gryden sammen med lidt ekstra smør eller olie, og rist det blødt ved mellem varme – det tager cirka 10 minutter. Kom 3 spsk. af eddiken ved, og lad det koge i et par minutter, til eddiken er næsten fordampet.

Pluk grønkålen fra stilkene, og riv eller skær bladene i mindre stykker på 3-4 cm. Kom dem i gryden sammen med de stegte svampe, og lad det riste et par minutter, til kålen er faldet lidt sammen.

Riv brødet i grove stykker, og fordel det på grøntsagerne i gryden. Rør æg og mælk sammen med ½ tsk. salt og lidt revet muskatnød, hæld æggemassen over brødet, og lad det trække i 10 minutter. Drys osten over gratinen, og bag den i ovnen ved 180° i 40-45 minutter, eller til æggemassen er stivnet og gratinen har fået en flot gylden farve. Lad gratinen hvile i 10-15 minutter, før du serverer den.

Tip

Nu du har gang i grønkålen, så lav gerne en enkel salat af rå grønkål ved siden af: Rib grønkålen af stænglerne, snit den fint (også gerne den fine del af stænglen) og vend den med lidt eddike, salt og et dryp olie. Eller vend den med lidt creme fraiche, salt og peber.

Ingredienser

500 g champignon (eller andre svampe)
2 spsk smør eller olie
1 løg
5 spsk æblecidereddike (eller anden lys eddike)
3 håndfulde grønkål
8 cm fuldkornsbrød
5 æg
5 dl sødmælk
1 tsk friskrevet muskatnød
150 g fast ost (f.eks. vesterhavsost)
salt og peber

Find opskriften i Meyers når du flytter hjemmefra

Find bogen her