Sådan gør du
Læg kørvel, ramsløg og rucola i rigeligt koldt vand i 10-15 minutter. Slyng dem tørre i en salatslynge eller et viskestykke. Pluk kørvelen i buketter. Hak evt. ramsløgene groft, alt efter bladenes størrelse. Skyl forårsløgene grundigt, og skær dem i tynde skiver.
Blend en håndfuld ramsløg med cremefraichen, og smag til med salt og peber. Sæt dressingen i køleskabet.
Rør citronsaft, olivenolie og sukker sammen, og smag til med salt og peber. Skær avocadoerne over, og fjern stenene – det er nemmest med et enkelt hug med en tung, skarp kniv. Pil skallerne af, og skær avocadoerne i både. Fordel dem på et fad sammen med rejerne.
Pensl avocadoerne og rejerne med det meste af citron-oliemarinaden. Fordel skefulde af cremefraiche-dressingen på fadet. Vend kørvel, forårsløg, rucola og resten af ramsløgsbladene med resten af citronmarinaden, og anret dem oven på avocado og rejer. Drys til sidst med rugknasen.
Ingredienser
1 håndfuld kørvel
3 håndfulde ramsløg
2 håndfulde Rucolasalat
4 forårsløg
1 dl creme fraiche (38%)
2 spsk citronsaft
2 spsk koldpresset olivenolie
1 knivspids sukker
4 spisemodne avocadoer
200 g pillede Rejer (gerne nordatlantiske)
Havsalt
Friskkværnet peber
4 spsk rugknas (med citronskal og dildfrø)