Det søde punktum kan komme i mange farver og former. Her får du de bedste opskrifter på desserter, som egner sig godt til forskellige anledninger og fester, der med sikkerhed vil sprede glæde hos dine gæster, hvad end du skal fejre rund fødselsdag, konfirmation eller en anden af livets store fester.
Portionsanrettet
Desserter serveret i portionsanretninger og pyntet fint imponerer. Det behøver dog ikke være omstændigt at servere en indbydende anretning for dine gæster til konfirmationen, hvis blot du vælger den rigtige.
Herunder finder du fire af de bedste portionsanrettede desserter, som du kan forberede i forvejen, og pynte lige som du bedst kan lide.
KOLDSKÅL
Vaniljeprikker, rabarber og knas. Byd foråret velkommen med denne klassiske koldskål i nye kæder, hvor kammerjunkerne får selskab af forårets bedste tilbehør. Kombineret med syrlige rabarber, sprødt knas og estragon udgør den vaniljeprikkede koldskål en simpel men fin dessert, som du kan portionsanrette i små skåle.
VEGANSK CHOKOLADEMOUSSE
Vil du afslutte middagen med en fløjlsblød mousse, så er denne chokoladeversion helt uden mælk og æg et godt bud. Den veganske chokolademousse er en oplagt dessert til konfirmationsfesten, da den kan forberedes i forvejen eksempelvis i patentglas og pyntes af umiddelbart før servering. Chokolademoussen får i opskriften følgeskab af kirsebærsauce, men synes du, at kirsebær hører julen og risalamande til, kan du sagtens erstatte den med friskere tilbehør som bær eller en syrlig rabarberkompot.
RABARBERTRIFLI
Foråret byder på de første rabarber, der har en både frisk syrlighed og smuk farve. I denne opskrift bliver de sprøde rabarber til en blød kompot, der sammen med friskostcreme og knas udgør en smuk, rustik dessert. Vil du gerne have en menu med portionsanrettede desserter, er denne trifli et nemt og lækkert bud. Du kan forberede elementerne i forvejen, og samle dem i fine klare glas umiddelbart før servering.
FLØDERAND
Fløderand er en simpel dessertklassiker, der for de fleste hører mormorkøkkenet til, her med vanilje og et tvist af hyldeblomst. Når den skal serveres til konfirmationen eller andre af livets store fester kan du støbe lidt friske hyldeblomster ned i geléen for et ekstra festligt udtryk. Du kan lave fløderanden dagen i forvejen, opbevare desserten på køl og dermed uden besvær servere det søde punktum for dine gæster med den pynt, du ønsker.