Tilbage til opskrifter

Tarteletter med frikassé af kylling og asparges med friskhøvlet trøffel

Asparges er en forårsråvare, men det er netop smagen af syltede asparges – købte eller hjemmesyltede – der giver den helt rigtige smag fra mormorkøkkenet. Tarteletter passer smukt ind i den lune del af en julefrokost eller påskefrokost, måske med frisk trøffel som overdådigt indslag. Trøffel kan selvfølgelig undværes.

Få maden leveret til påskefrokosten. Menuen er hjemmelavet fra top til bund og klar til servering hjemme hos dig.

Se årets påskemenu her

Sådan gør du

Simrekog kyllingeoverlårene i bouillon og vand, indtil kødet er helt mørt – det tager 20-25 minutter. Tag dem op af gryden, og lad dem køle af, så du kan pille kødet fra benene. Kog imens bouillonen ind til 3 dl, og tilsæt aspargessaften. Smelt smørret i en gryde med en bred bund, og rør melet i til en smørbolle. Tilsæt bouillonen lidt efter lidt under omrøring. Kog derefter indholdet op i 4-5 minutter ved svag varme under omrøring, og tilsæt fløde og trøffelolie.

Tilsæt det plukkede kyllingekød og asparges skåret i skiver, og smag til med salt og peber og lidt citronsaft.

Lun tarteletterne i ovnen, og spis dem med den varme stuvning. Høvl lidt frisk trøffel over tarteletterne, og top med brøndkarse.

Ingredienser

6 kyllingeoverlår (600 g)
2 dl hønsebouillon
7 ½ dl vand
1 dl aspargessaft fra glas
40 g smør
40 g hvedemel
¾ dl piskefløde
1 spsk trøffelolie
150 g hvide syltede asparges
Salt og peber
1 spsk citronsaft
8 tarteletter
1 lille trøffel
1 håndfuld brøndkarse

Find opskriften i Meyers jul