Tilbage til opskrifter

Tarte au Passion

Dette eksotiske take på den klassiske Tarte au Cirton, forener sprød mandelbund med syrlig passion creme og blød, sød marengs, i en herlig smagssymfoni. Vores Tarte au Passion kaldes også for Amalies vindertærte, da vores egen konditorelev Amalie Hansen fra Meyers Konditori løb med sejren for denne fine Tarte au Passion til årets talentpris for bagt tærte i 2016. Her har du opskriften, så du kan se, om du kan gøre hende kunsten efter.

Få leveret en klassisk eller vegetarisk nytårsmenu lige til døren

Læs mere og bestil årets nytårsmenu her

Sådan gør du

Mørdej

Mel, sukker, mandelmel og vanilje blandes i en stor skål. Smør skæres i mindre stykker og blandes med melblandingen til det er rørt sammen. Tilsæt æg og kør kun lige dejen sammen til den er ensartet.

Mørdej rulles tyndt ud og kommes i en springform, og bages derefter på 180° i 15-20 minutter til den er gylden.

Passioncreme

Pisk passionspuré, sukker, æg og æggeblommer sammen. Tilsæt fløden og pisk til en cremet masse.

Cremen hældes i den halvbagte tærte skal. Sæt tærten i ovnen igen og bag på 180° i 20 minutter til massen er fast, når man rykker til pladen/tærten. Tærten sættes på køl til den er kold.

Marengs

Pisk først æggehviderne let, tilsæt sukkeret lidt ad gangen og pisk til sukkerkornene er opløst og massen er en fast marengs. Tilsæt vaniljeekstrakt og vend forsigtigt sammen.

Tærten pyntes med marengsen, som brændes med en bundselbrænder – alternativt kan du skrue ovnen op til 200°, og sætte tærten i ovnen til marengsen er gylden. Tærten er nu klar til servering.

Passionsfrugtspuré

Halver passionsfrugterne, og skrab frugtkødet ud. Si kernerne fra. Hæld passionsfrugt, sukker, Maizena og evt. lidt vand i en gryde. Varm det op og rør rundt, indtil det begynder at tykne. Afkøl det dernæst helt til tærten.

Tip

Hvis du ligger inde med mindre tærteforme, kan du også bage Amalies tærte i portionsstørrelser.

Ingredienser

Mørdej

250 g hvedemel
134 g sukker
40 g mandelmel
1 vaniljestang
184 g smør
34 g æg

Passioncreme

80 g passionsfrugtspuré
100 g sukker
50 g æg
1 æggeblomme
1 dl fløde

Marengs

40 g æggehvider
90 g sukker
½ tsk vaniljeekstrakt (eller ½ vaniljestang)

Passionsfrugtspuré

8 passionsfrugt
1 tsk sukker
1 tsk maizena