Tilbage til opskrifter

Svampepaté med nødder og ristede svampe

  • Opskrift på svampepaté

En skøn ret til jule- eller påskefrokosten, som et alternativ til leverpostejen. Denne paté kan laves på en blanding af alverdens svampe, ristede hasselnødder og godt med friskkværnet peber.

Sådan gør du

Kog speltkernerne efter anvisningen og lad dem køle en smule af. Hak løgene fint. Steg løgene bløde og tilsæt hvidløg, når de næsten er færdige. Kom dem i en stor skål.

Rens svampe og hak dem fint. Steg de hakkede svampe gyldne og tilsæt timian og tamari. Steg yderligere 1 minut. Bland med løg. Rist hasselnødderne og hak dem halvfint.

Vend nødder med svampe og løg, smag til med salt og peber (den må gerne være en smule salt før bagningen). Vend det hele, inkl. udblødte speltkerner, med fløde og æg. Saml farsen med mel/kikærtemel. Konsistensen skal være sammenhængende, men cremet. Rør evt. lidt mere kikærtemel i hvis farsen er for våd.

Kom massen i en smurt form, og bag patéerne ved 175° grader varmluft i 30-40 minutter. Anret med ristede svampe.

Ingredienser

100 g speltkerner
200 g løg
3 fed hvidløg
500 g svampe
3 spsk tamari
5 g timian
200 g hasselnødder
2 ½ dl fløde
3 æg
salt
friskkværnet peber
3 spsk kikærtemel eller hvedemel
250 g svampe
olie til formen