Tilbage til opskrifter

Stikkelsbærgrød med hasselnøddeknas

Frugtgrød er en af de nemmeste desserter, der findes, lav gerne ekstra, den holder fint 5-6 dage i køleskabet og kan selvfølgelig nydes blot med lidt mælk og strøsukker. Du kan koge grød af både friske og frosne bær.

Lær at bage kanelsnurrer og andet bagværk på Meyers Bageskole

Se alle vores bagekurser her

Sådan gør du

Stikkelsbærgrød

Kom stikkelsbærrene i en gryde, og drys dem med sukker. Lad dem simre ved svag varme i ca. 20-30 minutter, indtil de har fået grødkonsistens. Træk gryden af varmen. Rør kartoffelmel sammen med 3 spsk. vand, og tilsæt jævningen under omrøring. Når grøden tykner, så tag den straks af blusset, og stil den på køl, indtil den skal spises.

Nøddeknas

Kom sukker på en pande, og smelt det forsigtigt. Tilsæt smør og natron, rør rundt i massen, og kom hasselnødderne i. Lad det boble et øjeblik, og hæld så nøddemassen ud på et stykke bagepapir. Når nøddeknaset er koldt, så hak det groft.

spisetid

Pluk jernurtbladene af stilkene, og hak dem. Drys nøddeknas og jernurt over stikkelsbærgrøden, og spis den med mælk på.

Tip

Justér sukkermængden efter, hvor modne bærrene er. Start med at smage på dem. Hvis de er meget søde, så skru lidt ned for sukkeret til at begynde med. Jernurt kaldes også citronverbena. Mynte eller citronmelisse kan bruges i stedet, og skal i så fald skæres i tynde strimler. Det kan også helt undværes.

Ingredienser

Stikkelsbærgrød

600 g stikkelsbær
120 g sukker
2 spsk kartoffelmel

Nøddeknas

20 g sukker
10 g smør
½ tsk natron
60 g hasselnøddekerner

20 g jernurt
4 dl letmælk

Find opskriften i Ny Nordisk Hverdagsmad