Tilbage til opskrifter

Stegte hvedetortillas med grov bønnemos, rosenkål og Vesterhavsost

Store hvedetortillas er perfekte til at fylde med rester af grøn fars, bønnemos, ost og hvad du har af grøntsager. Resultatet er sprøde, saftige og velsmagende hverdagsquesadillas. Opskriften her er fra bunden – men brug endelig dine rester! Færdigkøbte tortillas er helt fint her. OBS. udblød bønnerne i minimum 6 timer inden brug.

Sådan gør du

Fyld

Udblød bønnerne i koldt vand natten over eller i mindst 6 timer, og hæld vandet fra. Kog bønnerne i rigeligt friskt vand sammen med snittet løg og hvidløg i 65-70 minutter under låg. Bønnerne skal være helt møre. Hæld vandet fra.

Kom bønnerne i en foodprocessor, og blend det til en grov mos. Rist mosen på en pande i olivenolie sammen med chili og spidskommen, og smag til med salt, peber og citronsaft.

Skær rosenkålene i kvarter – undgå at kassere de yderste blade eller roden – og kog dem i saltet vand i 5 minutter. Vend dem sammen med bønnemosen.

Chilisauce

Pil løgene, og skær dem i grove stykker. Steg dem ved høj varme i lidt olie, til de er godt sorte i kanterne – det giver en let brændt/røget smag til saucen. Tag dem op af gryden.

Pil hvidløgsfeddene, og hak dem groft. Fjern stilkene fra chilier og peberfrugt, og fjern evt. kernerne. Skær dem i grove stykker, og rist dem hårdt i gryden med lidt olie, til de er godt møre og har taget farve. Tilsæt fennikel- og korianderfrø, flåede tomater, sukker og limesaft, og hæld de sorte løg tilbage i gryden sammen med grofthakket hvidløg.

Kog saucen ved svag varme i 30-35 minutter, til den er kogt ind til ca. 2 dl. Smag til med salt, peber og evt. limesaft og sukker. Blend saucen kort, så den stadig har noget struktur.

Opbevar chilisaucen i et lukket glas i køleskabet, hvor den kan holde sig i en god uges tid.

Pandestegte tortillas

Smør bønne-rosenkålsmosen på to af tortillaerne i ca. 2 cm højde, og ikke helt ud til kanten. Fordel de to slags oste jævnt på fyldet, og læg de to tortillas ovenpå. Pres dem lidt ned på fyldet.

Varm en stor pande op med lidt olie, og rist de fyldte tortillaer på hver side i 4-5 minutter ved svag varme, til de får en flot gylden og sprød overflade.

Rosenkålssalat

Snit rosenkålene fint, og vend dem med fintsnittet rødløg, persilleblade, citronsaft, olivenolie og sukker. Smag til med salt og peber.

Server salaten til de lune stegte tortillas samme med cremefraiche og chilisauce.

Ingredienser

Fyld

250 g tørrede brune bønner
1 løg
2 fed hvidløg
3/4 dl olivenolie
1/2 tsk chili
1 tsk spidskommen (stødt eller hel)
saft fra 1 citron
200 g rosenkål

Chilisauce

2 løg
2 spsk vindruekerneolie eller anden neutral olie
10 friske røde chilier
1 rød peberfrugt
1 tsk fennikelfrø
1 tsk korianderfrø
1 dåse flåede tomater
2 spsk sukker
1/2 dl limesaft
5 fed hvidløg

Pandestegte tortilla

4 bløde hvedetortillas
125 g mozzarella
75 g vesterhavsost
vindruekerneolie til tegning

Rosenkålssalat

250 g rosenkål
1 rødløg
1 håndfuld bredbladet persille
3 spsk citronsaft
3 spsk olivenolie
1 tsk sukker

Desuden

creme fraiche

Find opskriften i Grønne proteiner

Find bogen her