Tilbage til opskrifter

Salat af grønne bønner med opalblommer, feta og mandler

Sæsonen for blommer er kort herhjemme og i de fleste andre europæiske lande. Og dem, du kan få uden for sæsonen, smager af næsten ingenting. Så nyd dem, når de er her omkring august og september. De gode solmodne af slagsen er virkelig delikate sammen med den salte feta og de ristede mandler.

Sådan gør du

Nip enderne af de grønne bønner. Kog dem i letsaltet vand i 4-5 minutter, og kom dem derefter direkte i koldt vand. Hæld vandet fra. Skær blommerne i halve, og fjern stenene med en lille skarp kniv. Skær dem i små både.

Rør eddike og olie sammen, og smag til med salat og peber.

Hæld kogende vand over mandlerne, og lad dem trække i et par minutter. Smut skallen af dem, og rist dem gyldne i lidt olie.

Vend bønner og blommer med dressingen, og top med mandler og feta og et sidste skud salt og peber.

Tip

Umodne blommer kan bages ved 100° i 2-3 timer med lidt sukker. Det får dem til at smage af noget mere, men de bliver aldrig lige så skønne som de fuldmodne af slagsen.

Ingredienser

600 g grønne bønner
8 opalblommer (alternativt reineclaude eller sveskeblommer)
½ dl balsamisk blommeeddike (eller en anden frugteddike)
1 dl koldpresset olivenolie
80 g mandler
80 g feta
havsalt
Friskkværnet peber

Find opskriften i Meyers salater året rundt

Find bogen her