Tilbage til opskrifter

Rullepølse kogt i øl

Øllet og humleblomsterne i opskriften og den helt igennem traditionelle tilberedningsmetode gør denne hjemmelavede rullepølse til et pålægsprodukt, der nærmest ikke kan sammenlignes med det, som sælges i handlen under samme navn. Hvis du ikke har adgang til humleblomster, så erstat den foreslåede øl med en kraftigt humlet IPA øl.

Bestil mad ud af huset til julefrokosten. Lad vores kokke stå for alle de gode julesager, når I skal samles til et veldækket julebord.

Bestil mad

Sådan gør du

Rullepølse

Pil og hak løg og hvidløg fint. Skyl persillen i koldt vand, og afdryp grundigt for vand, hak den groft og bland med løget. Bank svineslaget let med en kødhammer. Fordel løgblandingen jævnt over hele kødstykket, og krydr med salt og peber. Rul herefter kødet sammen til en "pølse", og snør godt sammen med kødsnor.

Saltlage

Kog vand, salt, sukker og laurbærblade op i en gryde og køl af. Læg rullepølsen i, og lad den salte 24 timer. Kom pølsen i en gryde med øl, humle, laurbær, peber og persillestilke og fyld op med vand så det lige dækker pølsen. kog op og skum af for urenheder. Kog pølsen 1½ time ved svag varme, sluk for varmen, og lad pølsen trække i kogelagen, til den er let afkølet. Læg herefter pølsen i pres enten i en rullepølsepresse eller mellem to stålbakker med noget tungt på toppen, så pølsen bliver presset sammen.

Servering

Anret skiver af rullepølse på groft rugbrød med løgringe og sennep.

Ingredienser

Rullepølse

1 ½ kg svineslag
1 løg
2 fed hvidløg eller ramsløg
1 bundt bredbladet persille (gem stilkene til kogning)
4 humleblomster
1 spsk salt
1 tsk Friskkværnet peber
3 laurbærblade
33 cl øl (pilsner eller Bramley Witt)

Saltlage

2 l vand
300 g salt
50 g sukker
3 laurbærblade
hele sorte peberkorn

Servering

rugbrød
løg i fine skiver
sennep