Tilbage til opskrifter

Popcorn over bål

Den sidste, ulmende – men stadig stærke – varme fra et bål, kan bruges til alt muligt. F.eks. til at lave popcorn over på denne smarte måde. Majskernerne popper i fuldt udsyn, og så er der noget "Ole-opfinder" over teknikken, som gør det rigtig sjovt for børnene at være med. For at lave popcornene over bål skal du bruge 2 metalsigter, ståltråd og en kraftig pind på ca. 1–1½ meter så du ikke brænder fingrene.

Sådan gør du

Kom majskernerne i en skål, vend dem i olien, og kom dem i den ene sigte. Læg den anden sigte ovenpå, så de danner en kugle, og bind dem godt sammen med ståltråd. Bind herefter popkornkuglen fast for enden af pinden med ståltråden.

Hold popkornkuglen ind over varmen, indtil majskernerne begynder at poppe. Ryst med jævne mellemrum, så alle majskernerne bliver poppet.

Tag kuglen ud af bålet, men pas på med sigterne, da de er meget varme. Når en voksen – med handsker eller efter lidt nedkøling – har åbnet kuglen, kan popkornene hældes i en skål, drysses med lidt salt og spises.

Ingredienser

2 dl majskerner
2 spsk olie
salt