Tilbage til opskrifter

Muslingesuppe med porrer, dild og hvide bønner

Blåmuslinger er – ud over at være blevet tilgængelige i mange supermarkeder – både lette og lynhurtige at tilberede. En beskeden mængde muslinger giver masser af smag til suppen her, som også er fyldt med gode grønne sager. Spis ristet hvedebrød eller kogte korn til.

Sådan gør du

Kom muslingerne i en ren køkkenvask eller et dørslag, og rusk dem lidt rundt under den kolde hane. Kassér de muslinger, der herefter stadig er åbne og ikke lukker sig ved et lille gok ned i køkkenbordet, eller hvor skallen er i stykker. Fjern ”skægget” – de små tråde, der kan stikke ud af muslingerne – med en urtekniv.

Fjern rod og det meste af den grønne top fra porrerne. Skær den øverste del igennem på langs, så du er sikker på, du kan skylle al jord væk. Skær porrerne i 1 cm tykke skiver

Smelt smørret i en stor bredbundet gryde. Steg porrerne ved svag varme i ca. 5 minutter, til de næsten er møre, men uden de tager farve. Tilsæt hakket hvidløg, og steg et minuts tid mere. Hæld hvidvinen på, og lad det koge ind til 1⁄₃. Kom bønner, bouillon og muslinger i gryden sammen med ca. ½ tsk salt. Damp muslingerne under låg ved høj varme i 1½-2 minutter, til muslinger har åbnet sig. Fisk muslingerne op i en stor skål med en hulske. Tilsæt fløde til suppen, og lad den koge igennem i 3-4 minutter. Kassér muslinger, der ikke har åbnet sig. Smag suppen til med salt, peber og citronsaft, og tilsæt grofthakket dild. Fordel muslingerne i skåle, og hæld suppen over.

Tip

Med grundmetoden her kan du lave mange varianter af en hverdags-muslingesuppe. Brug for eksempel knoldselleri eller andre rodfrugter i stedet for porrerne. Prøv at skifte dilden ud med koriander, og tilsæt 1 dl hakkede flåede tomater – så har du en portugisisk variant. En karrykrydret udgave er også skøn, evt. med kokosmælk i stedet for fløden.

Ingredienser

1 kg blåmuslinger
4 porrer
50 g smør
2 fed hvidløg
2 dl hvidvin
400 g kogte, drænede hvide bønner (fra dåse eller hjemmekogte)
2 ½ dl hønse- eller grøntsagsbouillon
1 dl piskefløde
Salt og peber
1 spsk citronsaft
1 stor håndfuld dild

Find opskriften i Meyers Hverdag

Find bogen her