Medaljer

Medaljen er endnu en af de klassiske flødekager og efter vores mening et evigt skønt møde mellem sprød mørdej, marmeladens frugtsødme, den tætte vaniljecreme og det luftige flødeskum. Og så er det en kage, man kan bygge selv ved bordet …

Medaljer

Sådan gør du

Mørdej

Kom smør, flormelis, mandelmel, æg, vaniljekorn og 1/4 af hvedemelet i en røreskål, og rør det sammen – enten på røremaskine eller med en elpisker med dej-kroge. Pas på ikke at piske blandingen. Tilsæt det resterende hvedemel og salt, når den første blanding er ensartet. Bland tingene hurtigt, men grundigt, sammen.

Kagecreme med vanilje

Flæk vaniljestangen på langs, skrab kornene ud, og bring stang og korn i kog sammen med mælken. Kom æggeblommerne i en skål, og pisk dem kraftigt med sukkeret, til blandingen bliver hvid.

Tilsæt majsstivelse uden at piske. Hæld den kogende mælk i blandingen under piskning. Hæld det hele tilbage i gryden, og sæt den over varmen. Lad cremen koge i 1 minut under kraftig piskning; pas på den ikke brænder på.

Hæld cremen gennem en sigte over i en skål, dæk overfladen til med husholdningsfilm, og lad den køle af i køleskabet inden brug.

Medaljer

Forvarm ovnen til 190º ved varmluft. Rul mørdejen ud mellem to stykker bagepapir til 4 mm’s tykkelse. Fjern det ene stykke papir, læg det løst over dejen, og vend så hele dejpladen. Løsn det andet stykke bagepapir.

Udstik med en ring (ca. 8 cm i diameter) 20 runde plader. Læg dem på en bageplade beklædt med et stykke bagepapir. Bag de små bunde i ca. 25 minutter, eller indtil de er gyldne. Før dem over på en bagerist for at afkøle helt.

Pisk den kolde kagecreme igennem, til den er glat. Pisk fløden stiv, men ikke så stiv at den gryner. Vend flødeskummet i cremen – så du får en skøn og let konditorcreme ud at det. Fyld cremen i en engangssprøjtepose med en stjernetylle i.

Stil 10 medaljebunde op på rad og række. Klip et hul i sprøjteposen, og sprøjt en lille smule creme ud i en lille skål først for at trykke eventuelle luftrum ud af sprøjten. Sprøjt derefter en krans af creme på hver enkelt medalje. Læg 1 spsk. marmelade eller frugtkompot midt på hver medalje i den hulning, muren af creme har skabt.

Læg de resterende 10 medaljebunde på en række. Hak chokoladen fint, og kom den i en lille kasserolle sammen med et par spsk. af fløden til overtrækket. Varm det hele forsigtigt op under omrøring med en gummidejskraber. Chokoladeovertrækket må ikke være for flydende. Tilsæt omvendt mere fløde, hvis overtrækket er for fast.

Brug en lille paletkniv, og smør overfladen af de øverste bunde med chokoladeovertrækket. Sæt forsigtigt de overtrukne medaljer oven på de cremefyldte medaljer – og lad være med at transportere særligt meget mere med dem herfra.

Opbevar medaljerne i køleskab, hvis de ikke skal spises med det samme. Vær dog forberedt på, at de bliver bløde ganske hurtigt, og server dem derfor kun på dagen.

Meyers Kager

I bogen bliver du med fagligt overskud og stor indlevelse taget ved hånden og får fortalt alt, hvad der er værd at vide, denne gang om kagebagningens råvarer, redskaber og grundprincipper.

Glæd dig til at læse kagernes dragende historie, inden du kaster dig over bogens overvældende opbud af knasende sprøde, lokkende søde, behageligt bløde og ikke mindst fuldfede og smørgode opskrifter fra Meyers eget kageværksted.

Bogens opskrifter er udviklet i samarbejde med kagekammeraten og chokoladeelskeren Morten Borup. Morten er til daglig tilknyttet Meyers Madhus som underviser, han er medstifter af Chokoladeselskabet og i det hele taget et ikon inden for kage- og dessertfremstilling.



Relaterede opskrifter

Frokost

Disse supersaftige snegle baseret på vores ølandshvededej er uhyre lækre, ungerne elsker dem og hvis jeg ikke har tid til en ordentlig frokost, snupper jeg en ølandssnegl og jeg gør det med glæde. Her er sneglene rullet med rå tomatsauce og comté, men du kan selvfølgelig variere fyldet.

Dessert

Dansk mad

Sommermad

De rødlige bær er en sand sommerklassiker. De har en frisk og syrlig smag, som når de koges op med sukker, udgør et dejligt tilbehør til søde sager. De kan serveres både til is, en kage eller bare med letpisket flødeskum eller skyr rørt lind med lidt mælk.

Disse forrygende brunkager smages til med appelsinskal og er uden sukat. Du kan dog tilsætte 25 g hakket sukat, hvis du ønsker det. Det er essentielt, at du ikke overbager dem; knashårde brunkager er der ikke meget ved.

Dessert

Glutenfri mad

Hindbær- og jordbærtærten er indbegrebet af sommer i Danmark. At byde på en hjemmelavet udgave frem for den fra konditoren er temmelig overskudsagtigt og et dejligt lille projekt til en sommerdag. Lav den, når du kan få danske jordbær eller hindbær med masser af smag.

Dessert

Dansk mad

En simpel æblekage, der også kan bages med pærer, rabarber eller ferskener.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få de bedste opskrifter, tips fra kokkene og nyheder om alt det der spirer i Meyers' univers.