• Kransekage opskrift til nytår

Hjemmebagte kransekager smager skønt, og er ikke så svært at bage, som det måske kan syne. Hvad enten det er til nytår, bryllup eller en anden festlig anledning, vil de her klassiske kransekager være helt perfekte at servere.

Få leveret en klassisk eller vegetarisk nytårsmenu lige til døren

Læs mere og bestil årets nytårsmenu her

Sådan gør du

Kransekagedej

Del marcipanen i mindre stykker, og kom den i en røremaskine. Rør sukker og æggehvider sammen i en skål. Sæt den i vandbad, og rør rundt en gang imellem (sørg for at vandbadet ikke er varmere end 40˚, ellers risikerer du, at æggehviderne koagulerer). Sukkeret skal opløses helt. Hæld derefter sukkermassen over marcipanen under omrøring. Blandingen er færdig, når den er homogen. Kom kransekagemassen i en beholder, og stil den i køleskabet i nogle timer, så den kan køle af og sætte sig. Forvarm ovnen til 190˚ ved varmluft. Form kransekagemassen i stykker efter ønske, og bag dem gyldenbrune i den forvarmede ovn i ca. 10 minutter. Sørg for at være i nærheden af ovnen. Ovne er forskellige, så det vigtigste er at vide, at kransekagen skal have en gylden farve på overfladen og i bunden. Vær især opmærksom på undervarmen – det er så ærgerligt at stå med en pladefuld kranse-kagestykker, der er helt mørke i bunden. Smæk evt. en ekstra bageplade under stykkerne, når ca. halvdelen af bagetiden er gået. Du kan i øvrigt give din kransekage et mere sejt bid, hvis du ønsker det, ved at give den lidt længere tid i ovnen uden en ekstra plade – men hold et vågent øje med den. Tag kransekagestykkerne ud af ovnen, og lad dem køle af på en bagerist.

Glasur

Rør en glasur af æggehvide, eddike og nok flormelis til, at glasuren nærmest har tandpastakonsistens – den må ikke være for tynd, for så løber den. Pisk gerne lidt luft i den – det giver en hvidere farve. Fyld glasuren i et lille kræmmerhus foldet af bagepapir, og sprøjt den på kransekagestykkerne i zig-zagmønster. Lad glasuren tørre en times tid, inden du serverer kransekagerne.

Tip

De færdige kransekager holder sig snildt en uge i en tætsluttende beholder. Den rå kranskagemasse kan fint holde sig et par måneder i fryseren. Du kan også opbevare de bagte kransekager i fryseren – uden glasur på. Den sprøjtes på, når stykkerne er optøet.

Ingredienser

Kransekagedej

500 g marcipan gerne med mindst 60% mandler (f.eks. Summerbird 75%)
200 g sukker
½ dl æggehvider

Glasur

1 pasteuriseret æggehvide
2 dråber æbleeddike
flormelis