Tilbage til opskrifter

Klassisk lasagne

  • Klassisk lasagne

Vores bud på en klassisk lasagne er lavet fra bunden, ud fra vores bedste opskrift. Den smager usandsynlig godt. Kødsaucen er smagt til med oregano og timian og så er der selvfølgelig mozzarellaost på toppen, så din lasagne bliver dejlig sprød.

Bestil mad ud af huset til vinterfesten. Lad vores kokke stå for maden, så du kan bruge tiden sammen med jeres gæster.

Se alle vores menuer her

Sådan gør du

Kødsauce

Brun kødet i en stegegryde ved høj varme i lidt olie. Det er vigtigt, at kødet får god brun farve, da det giver en fantastisk smag. Tag kødet op og stil til side. Sautér i samme gryde løg, hvidløg og krydderurter ved mellemvarme til de er klare og bløde. Tilsæt herefter de øvrige ingredienser og det brunede kød og lad kødsaucen simre en god times tid.

Bechamelsauce

Smelt smørret i en gryde ved mellemvarme, drys mel i under grundig omrøring med et piskeris og tilsæt mælk gradvist mens du rører godt. Smag bechamelsaucen til med salt og peber og lad den koge igennem i et par minutter til den bliver glat og lind.

Saml lasagnen

Læg lasagnen sammen i et ildfast fad, med kødsauce i bunden fulgt af bechamelsauce og derefter lasagneplader. Gentag indtil al sauce er brugt og afslut med bechamel på toppen. Bag lasagnen ved 130° grader i 60 minutter. Fordel derefter mozzarellaost over og bag yderligere 15-20 minutter ved 150°.

Tip

Godt brød eller din yndlingssalat er perfekt tilbehør til lasagnen.

Ingredienser

Kødsauce

500 g hakket oksekød 8-12%
3 finthakkede løg
2 finthakkede hvidløg
70 g tomatpuré
400 g flåede tomater
½ dl vand
1 tsk tørret oregano
2 tsk friskhakket timian
1 tsk salt
Friskkværnet peber
½ tsk rørsukker
2 spsk æblecidereddike
olivenolie til stegning

Bechamelsauce

25 g smør
35 g hvedemel
4 ½ dl sødmælk
½ tsk salt
Friskkværnet peber

Desuden

125 g lasagneplader
200 g mozzarellaost i skiver