Tilbage til opskrifter

Jordbærtærte med pistaciemasse

  • Opskrift på jordbærtærte

Denne jordbærtærte er forbandet velsmagende. I forhold til bagernes er den store forskel, at massen imellem bund og bær er pakket med pistacier og mandler. Desuden betyder det enormt meget for smagen, at du bruger smør og ikke margarine – både i masse og i mørdej. Du kan bruge almindeligt sukker i stedet for rørsukker i massen, men det koster smagsfylde.

Lær at bage kanelsnurrer og andet bagværk på Meyers Bageskole

Se alle vores bagekurser her

Sådan gør du

Mørdejsbund

Kom smør, flormelis, mandelmel, æg, vaniljekorn og 120 g af hvedemelet i en røreskål, og rør det sammen – enten på røremaskine eller med en elpisker med dejkroge. Pas på ikke at piske blandingen.

Tilsæt de resterende 350 g hvedemel og salt, når den første blanding er ensartet. Bland tingene hurtigt, men grundigt, sammen.

Del portionen i to lige store dele, og rul dejen ud i 2,5 mm’s tykkelse mellem to stykker bagepapir.

Læg det ene hold dej og papir over på en lille plade eller bakke, sæt den i køleskab, og lad dejen hvile i minimum 1 time. Læg den anden dej i fryseren, så har du den til en anden god gang.

Beklæd en tærteform med løs bund med mørdejen – det er nemmest, hvis du har ladet dejen temperere en smule på køkkenbordet, så den ikke kommer direkte fra køleskabet. Buk forsigtigt dejen rundt om formens kant. Kør med en kagerulle hen over formens øverste kant, så du trimmer dejen af, og ret til med fingerspidserne. Prik bunden flere steder med en gaffel, og lad derefter tærtebunden hvile 30 minutter i køleskab, mens du laver fyldet.

Pistaciemasse

Forvarm ovnen til 190º ved varmluft, imens du laver fyldet.

Bland sukker, smør og vaniljekorn sammen i en røreskål med et piskeris. Tilsæt mandelmel.

Formal pistaciekernerne i en blender til en fin masse, og bland dem i smørblandingen.

Tilsæt æggene, et ad gangen, og pisk 1 minut mellem hvert æg.

Tilsæt salt, og sigt hvedemelet i. Vend det hele rundt med en gummidejskraber, til det er en ensartet masse.

Samling

Tag tærteformen ud af køleskabet. Fordel pistaciemassen i tærtebunden – jævn overfladen med en spiseske.

Bag nu tærten i midten af ovnen i ca. 45 minutter. Fyldet skal været hævet en smule op på midten, og mørdejskanten skal være gylden og ikke for lys. Tag tærten ud, og lad den køle af i formen på en bagerist.

Skyl jordbærrene så lidt som muligt, og kun hvis de er meget beskidte, og nip derefter de grønne haser af (jordbær suger vand til sig – og det forstærkes, hvis du skyller dem, efter at haserne er fjernet). Dup bærrene tørre i et rent klæde.

Nu kan du vælge enten at dele jordbærrene eller at lade dem være hele og arrangere dem med spidsen opad. Begynd ude fra kanten af tærten, og sørg for, at der er balance i størrelsen på de hele eller halverede jordbær. Slut af med et jordbær i midten af tærten.

Kom ribsgeléen i en lille kasserolle, brug evt. et piskeris til at dele geléen i mindre klumper, og lad den smelte langsomt.

Pensl jordbærtærten med den smeltede gelé – begynd med den yderste kant af tærten og arbejd dig ind mod midten. Hvis geléen i kasserollen begynder at sætte sig, skal du blot varme den op igen.

Hak pistaciekernerne mellemgroft, og kom dem i en lille skål. Ryst skålen en smule, og tag så kun det øverste lag pistaciekerner, og drys lidt ud over tærten.

Ingredienser

Mørdejsbund

240 g smør
160 g flormelis
60 g mandelmel
2 mellemstore æg
½ vaniljestang
470 g hvedemel
1 tsk fint salt

Pistaciemasse

250 g rørsukker
240 g blødt smør
½ vaniljestang
165 g mandelmel
75 g usaltede pistacienødder
3 mellemstore æg
lidt salt
10 g hvedemel

Desuden

2 bakker jordbær
1 glas ribsgelé
2 spsk pistacienødder

Find opskriften i Meyers kager

Find bogen her