Tilbage til opskrifter

Grøntærtesuppe med kartofler

Varm og cremet suppe med en mild smag af ærter, myntedip og kartoffel. Suppen serveres med kogte kartofler og sprødt rugbrød til – som du enten kan spise ved siden af eller komme i suppen sammen med myntedippen. Rugbrødet skæres i små tern, der ristes sprøde i ovnen.

Sådan gør du

Suppe

Pil løg og hvidløg, og snit dem fint. Steg dem i olie i en stor gryde ved svag varme, indtil de er glasklare. Skræl og skyl kartoflerne, skær dem i skiver, og kom dem i gryden til løgene. Tilsæt vand, og lad det koge i 30 minutter, til kartoflerne er helt møre. Kog ærterne med det sidste par minutter, og kom olien i. Spis suppen, som den er, eller blend den til en glat pureret suppe. Smag til med salt, peber og eddike.

Fyld

Skrub og skyl kartoflerne. Kog dem i saltet vand i 8 minutter, og lad dem trække i vandet, til de er møre. Skær rugbrødet i små terninger, og bag brødterningerne sprøde i ovnen ved 150° i 20 minutter.

Myntedip

Skyl og slyng mynten, og hak den fint. Bland mynte, skyr og honning, og smag til med salt og peber.

Server suppen med kartofler, rugbrødsterninger og dip.

Tip

Brug de tørre rugbrødsrester, de fleste af os indimellem har på lager. Jo mere tørt, brødet er, desto mere sprøde bliver croutonerne.

Ingredienser

Suppe

1 løg
1 fed hvidløg
2 spsk solsikkeolie
400 g bagekartofler
1 ½ l vand
500 g ærter gerne frosne
2 spsk koldpresset rapsolie
Salt og peber
æblecidereddike

Fyld

400 g nye kartofler
200 g daggammelt rugbrød

Myntedip

1 bundt mynte
2 dl skyr
1 spsk akaciehonning
Salt og peber