Sådan gør du
Kogning af artiskokker
Klargør først artiskokkerne: Bræk stokken af artiskokkerne, og sæt en tynd citronskive på hver artiskokbund med en tandstik. Syren fra citronskiven gør, at artiskokken holder sin fine lyse farve.
Kog en gryde med letsaltet vand op, læg artiskokkerne i, og kog dem i 6-7 min. Tag gryden af varmen, og lad artiskokkerne trække i 5-6 min. i kogevandet, til de er møre. Du kan tjekke, om de er møre ved at hive i artiskokbladene og se, om de løsner sig fra bunden.
Når artiskokkerne er møre, så tag dem op af vandet, og lad dem køle en smule, inden du piller bladene af, helt ind til den lækre artiskok-bund. I midten af bunden sidder nogle fimrehår – dem skal du skrabe væk med en ske. Skær den nøgne artiskokbund i mindre stykker, og kom dem i en skål.
Salat og dressing
Træk dækbladene af majskolberne, og skær kernerne af kolberne. Steg majskernerne let i 1 spsk. olivenolie på en pande, 2-3 min., så de bliver møre og tager lidt farve. Kom de stegte majskerner ned i skålen til artiskokkerne.
Rør tykmælk, 1 spsk. olivenolie, honning og fintrevet skal og saft af ½ citron sammen til en dressing, og smag til med revet muskat, salt og peber.
Pluk salaterne i grove stykker, skyl dem, og slyng dem tørre i en salatslynge eller et viskestykke. Pluk eller hak kørvelen og persillen, og kom krydderurterne ned i skålen til majs og artiskokker sammen med salatbladene. Vend hele herligheden sammen med dressingen, og server straks med godt brød til.
Ingredienser
4 artiskok
1 usprøjtet citron
4 tandstikker
3 majskolber (200 g. majskerner i friskskåret vægt)
2 spsk olivenolie
1 dl økologisk tykmælk
1 spsk akaciehonning
muskatnød
havsalt og friskkværnet peber
1 hjertesalat
½ frisée salat
½ bundt kørvel
½ bundt bredbladet persille