Sådan gør du
Hak løg og hvidløg groft. Varm olien op i en mellemstor gryde, og rist løg, hvidløg og bacon ved svag varme, til løgene er glasklare, men ikke har taget farve – ca. 4 minutter.
Tilsæt udblødte, drænede bønner, bouillon, vand, laurbærblade og tomatpuré. Kog op, og skru så ned, og læg låg på gryden, og lad suppen simre i cirka 1 time, til bønnerne er helt møre. Smag på én, eller mas den mellem fingrene – den skal være blød og cremet, ikke grynet.
Kom pastaen i suppen, og lad den simre med, til den er al dente – se kogetid på pakken – og tilsæt så edamamebønner, spinat, fintsnittede asparges og eddike. Kog op, og smag til med salt og peber.
Ingredienser
1 løg
2 fed hvidløg
½ dl olivenolie
100 g bacon (i tern)
200 g tørrede hvide bønner, udblødt natten over
1 liter hønsebouillon
½ liter vand
2 laurbærblade
1 spsk tomatpuré
100 g suppeegnet pasta (fx makaroni)
300 g edamamebønner (uden bælg, fra frost – alternativt grønne ærter)
3 håndfulde babyspinat
250 g grønne asparges
2 spsk æblecidereddike
Salt og peber