Sådan gør du
Harissa
Kom koriander, persille, hvidløg og chili på et spækbræt, og hak det grundigt igennem med en stor kniv. Kom det i en skål eller bøtte, og tilsæt revet citronskal, spidskommen og olie, og vend godt rundt. Smag til med salt og peber.
Suppe
Skær blomkålen i små buketter, og kom dem i en gryde sammen med bouillon, fløde og citronsaft.
Bring det i kog, og skru ned, så det simrer stille. Efter 3-4 minutter, fisk halvdelen af blomkålsbuketterne op. Lad suppen koge videre i 12-15 minutter, til blomkålen er helt mør.
Blend suppen helt glat i en blender eller med en stavblender – eller mas den igennem en sigte med et piskeris. Smag grundigt til med salt og peber, og kom buketterne tilbage i suppen.
Hvedecroutoner
Bræk brødet i grove, aflange stykker med hænderne, eller skær det i tern i den størrelse, du ønsker. Vend brødet med lidt olie, salt og evt. knust hvidløg og timian eller rosmarinblade, og spred det ud på en bageplade eller i et ovnfast fad.
Rist brødet i ovnen ved 150° i ca. 20 minutter, til det er sprødt – eller steg brødet på en mellemvarm pande. Læg croutonerne på køkkenrulle, indtil du skal bruge dem.
Servering
Dryp harissa over suppen i skåle, og dump croutoner i, hvis du har dem. Du kan også spise suppen med friskt hvedebrød eller ristet rugbrød til.
Ingredienser
Harissa
½ håndfuld koriander                
½ håndfuld persille                
1 fed hvidløg                
½ tsk chiliflager eller                
1 frisk chili                
1 usprøjtet citron (skal)                
½ tsk stødt spidskommen                
3 spsk olivenolie                
havsalt                
friskkværnet peber    
Suppe
500 g blomkål                
8 dl grøntsagsbouillon                
1 dl fløde                
½ citron (saft)                
olivenolie    
Hvedecroutoner
6 skiver daggammelt hvedebrød                
2 spsk olivenolie                
havsalt                
1 fed hvidløg (kan undlades)                
1 kvist frisk timian (kan undlades)    
 
                             
         
         
        