Tilbage til opskrifter

BØNNEGRYDE MED PICO DE GALLO-SALSA

Bønner kogt med løg, tomat og krydderier er hverdagsmad i store dele af verden. Bønnerne er ikke alene rige på protein og fibre, der er også masser af smag i en simpel bønnegryde, ikke mindst når den får en frisk salsa på toppen og serveres med kogte ris. Udvid evt. med salat, cremefraiche og tortillaer. 

Sådan gør du

Bønnegryde

Udblød evt. bønnerne natten over i rigeligt koldt vand. Kog dem i friskt, letsaltet vand under låg, til de er helt møre og cremede (mos en mellem fingrene for at tjekke). Det tager ca. 50-55 minutter – og 15-20 minutter længere, hvis du koger dem direkte fra posen uden udblødning. Tag et par dl af kogevandet fra – det skal du bruge senere – og hæld resten fra.

Varm en sjat olie op i en gryde, og steg løg og hvidløg ved mellemvarme, til de bruner let – ca. 10-12 minutter. Rør rundt undervejs, og tilsæt en skefuld vand, hvis løgene bliver for tørre og klistrer til bunden.

Tilsæt kogte bønner, chili, spidskommen, koriander og lidt salt, og rist igennem et par minutter. Tilsæt 2 dl bønnekogevand sammen med hakkede tomater. Kog det hele godt igennem, så det begynder at tykne og blive tæt – ca. 15 minutter. Sluk for varmen, og brug en gaffel, et piskeris eller en kartoffelmoser til at mose nogle af bønnerne – lad der være mange hele tilbage – og smag til med salt og peber. Rør evt. en spsk. smør i til sidst. Servér bønnegryden på ris og top med salsaen.

Pico de gallo

Rør alle salsa-ingredienserne sammen i en skål, og smag til med salt og peber.

Tip

Kogevandet fra bønnerne giver smag, men hvis du ikke har tid på dagen, kan du enten koge bønnerne i forvejen og opbevare dem i kogevandet i køleskabet eller bruge bønner fra dåse. Brug da 450 g dåsebønner, og erstat kogevandet med bouillon. I begge tilfælde skal du springe ind i opskriften, hvor løgene skal svitses.

Ingredienser

Bønnegryde

250 g tørrede brune eller sorte bønner (se tip nederst, hvis du vil bruge dåsebønner)
2 løg, hakkede
2 fed hvidløg, hakkede
Rapsolie eller anden neutral olie
½ tsk chilipulver eller -flager
1 tsk stødt spidskommen
Salt og peber
3 ttomater, hakkede (evt. fra dåse)
Evt. 1 spsk. smør

Pico de gallo

4 tomater, i små tern (ca. 300 g)
1 rødløg, hakket
1 fed hvidløg, hakket
½ frisk grøn chili, i skiver
Saft og skal af 1 usprøjtet lime
3 spsk olivenolie
Evt. 1 håndfuld frisk koriander

Find opskriften i Meyers Hverdag

Find bogen her