Tilbage til opskrifter

Solsikkerugbrød med hørfrø og kærnemælk

Duften af hjemmebagt rugbrød er svær at slå. Her er et enkelt og solidt et med kerner og kærnemælk. Kærnemælk giver den syrlighed, du ellers ville få fra surdej, som du selvfølgelig også kan vælge at bruge. Rugbrød skal planlægges, da kernerne skal udblødes natten over, og dejen hæves enten den efterfølgende nat eller 3-4 timer på køkkenbordet. 

Få maden leveret til påskefrokosten. Menuen er hjemmelavet fra top til bund og klar til servering hjemme hos dig.

Se årets påskemenu her

Sådan gør du

Dag 1

Udblød knækket rug, hørfrø og solsikkekerner i de 4 dl vand natten over i køleskabet.

Dag 2

Bland de udblødte frø og kerner og udblødningsvandet med kærnemælk i en stor skål, og rør gær og honning ud i blandingen.

Tilsæt rugmel, hvedemel og salt, og rør det hele sammen til en ensartet masse. Fordel den jævnt i en 1,8-2 liters rugbrødsform, og glat overfladen ud.

Stil rugbrødet til hævning et lunt sted i 3-4 timer. Rugbrødet skal gerne hæve med en halv gang og have små luftbobler i overfladen. Hvis det ikke er hævet nok, så lad det stå lunt en times tid ekstra.

Når brødet er hævet, kan du enten sætte det på køl natten over eller bage det med det samme.

Bag rugbrødet ved 180° i 40-45 minutter. Hvis du har et termometer kan du bruge det til at sikre dig, at brødet er færdigt – det skal være 97-98° i midten. Lad brødet køle helt af på en bagerist – hvis du skærer i det for tidligt, vil det smuldre.

Opbevar det afkølede rugbrød i et rent viskestykke på køkkenbordet – sæt det aldrig i køleskabet, da det får det til at virke tørt og trist.

Tip

Du kan udskifte kerner og frø, som du har lyst. Hvis du ikke får spist rugbrødet før det begynder at blive kedeligt, så brug det i ymerdrys eller lav croutoner. Eller blød rugbrødet ud i en øl, kog det sammen med lidt ekstra øl, og smag til med brun farin, appelsinskal, kanel og kardemomme. Øllebrød tilbage på bordet!

Ingredienser

190 g knækkede rugkerner
100 g hørfrø
100 g solsikkekerner
4 dl vand
100 g kærnemælk eller opfrisket rugsurdej
1 spsk honning
7 g gær
125 g rugmel
65 g hvedemel
1 spsk salt

Find opskriften i Meyers når du flytter hjemmefra

Find bogen her