Tilbage til opskrifter

Rimsaltet laks med rødbede tatar

  • Rimmet laks til rødbedetatar og rygeostecreme

Med rimning fremhæver salt, sukker og krydderier den gode smag i fisken og giver en lækker, fast konsistens. Det er en uhyre delikat måde at spise god fisk på. Men husk, at du skal forberede det mindst et døgn i forvejen, og helst to.

Sådan gør du

Rimsaltet lakseryg

Kom alle ingredienserne (dog ikke laksen) i foodprocessoren og kør for fuld knald i 30 sekunder. Smag til.

Gnid marinaden ind i laksen, og lad den trække køligt i 24-48 timer (helst 48).

Rødbedetatar

Skræl en femtedel af rødbederne og skær dem i helt fine tern. Mariner rødbedeternene i kirsebæreddike. Krydr med lidt salt.

Pak de øvrige rødbeder i alufolie og bag dem afhængig af størrelse 4-5 kvarter i en 200° varm ovn, til de er al dente. Giv dem et chok i koldt vand, og gnub så straks skindet af dem.

Skær æblekødet fri for kernehuset. Hak eller skær rødbeder, æbler og løg i så fine tern som muligt, helst ikke større end 4x4 mm.

Hak kørvel halvfint, men gem nogle smukke 'buketter' til pynt.

Bland grøntsager og frugt sammen, rør kørvel og peberrod i og smag til med sennep, eddike, havsalt, sukker og peber. Rødbedetataren skal være delikat syrlig, sød og varm pga. peberrod, sort peber og sennep. Hold igen med olien da rygeostecremen står for 'fedmen'.

Rygeostecreme

Rør rygeost cremet med mælk. Krydr med salt og peber.

Servering

Fordel rødbedetataren i et tyndt lag på et stort fad. Garner med rygeost og kørvelkviste.

Skær i 5 mm tykke lodretter skiver og server med rødbedetatar, rygeostcreme og evt. et godt stykke brød.

Tip

Rødbedetataren er delikat til enhver form for røget, gravad eller rimmet fisk, og du kan nyde den som selvstændig ret, gerne med rygeostcreme til. Det forhold, at nogle rødbedestykker er rå, mens andre er bagte, og at de alle er skåret helt fint ud, giver salaten en uhyre fin konsistens. Salaten forringes væsentligt, hvis du skærer rødbeder eller for den sags skyld løgene eller æblerne for groft ud.

Ingredienser

Rimsaltet lakseryg

500 g lakseryg
2 spsk vand
3 spsk citronsaft
½ tsk dildfrø
3 spsk fintrevet peberrod
½ spsk koldpresset rapsolie
2 spsk rørsukker
1 spsk havsalt
friskkværnet peber

Rødbedetatar

500 rødbeder
2 spsk kirsebæreddike
1 æble
1 rødløg
1 bundt kørvel
2 spsk revet peberrod
1 ½ spsk grov dijonsennep
1 spsk ekstra jomfruolivenolie
havsalt
2 spsk rørsukker
friskkværnet peber

Rygeostecreme

200 g rygeost
letmælk
salt
friskkværnet peber