Sådan gør du
Bland risengrøden med æggeblomme, mel, sukker og vaniljekorn, og rør det godt sammen (når du skraber kornene ud af vaniljestangen, så mas dem sammen med lidt sukker på skærebrættet, inden du blander dem i grøden, så fordeler de sig bedre).
Pisk æggehviderne stive, og vend dem forsigtigt ned i risengrødsmassen – en lille smule først, som du banker godt ind i risengrøden, og derefter kan du folde resten af hviderne forsigtigt i, så de ikke taber pusten. Sæt små klatter på en middelvarm pande med lidt smør, og steg klatkagerne, til de bliver flotte og gyldne på begge sider.
Server de lune klatkager drysset med lidt flormelis, og giv brombærsyltetøj til.
Ingredienser
300 g kold risengrød
1 æggeblomme
2 spsk hvedemel
2 spsk sukker
¼ vaniljestang
2 æggehvider
15 g smør
flormelis
brombærsyltetøj