Kakao og kaffe er et match made in heaven, og når de forenes i en skøn kage og toppes med kaffeglasur, giver det hele rigtig god mening.

Sådan gør du

Kagedej

Forvarm ovnen til 180º varmluft. Smør en sandkageform (ca. 1½ liter) med smør, og drys den med sukker. Hæld det overskydende sukker fra, og stil formen til side. Sigt hvedemel, bagepulver, kakaopulver og salt sammen i en skål. Stil den til side. Kom brun farin, sukker og smør i en røreskål, og pisk det blødt og ensartet – enten i en røremaskine eller med en elpisker. Tilsæt vaniljekorn. Pisk så æggene i, et ad gangen, så de bliver godt indarbejdet i smørblandingen. Sigt lidt af de tørre ingredienser i smørblandingen og derefter sødmælk. Vend det i med et piskeris. Sigt resten af melblandingen i, hæld også den kolde kaffe i dejen, og vend det hele godt sammen. Kom dejen i den smurte og sukkerdryssede form. Bag kagen i midten af ovnen i ca. 45 minutter, til den er gennembagt. Stik en kødnål eller strikkepind ned midt i kagen, så du kan tjekke, at der ikke sidder dej på den, når du hiver den op igen. For gør der det, skal du bage kagen lidt længere tid. Er den ved at blive for mørk i toppen, stiller du blot en bageplade over eller dækker kagen med alufolie. Lad kagen afkøle lidt i formen, for du forsigtigt vender den ud på en bagerist.

Glasur

Bland flormelis og kold eller varm stærk kaffe i en skål med en ske – konsistensen på glasuren skal være tyktflydende. Overtræk kagen med kaffeglasuren, og lad den evt. tørre lidt, før du, din familie eller dine gæster sætter tænderne i den. Eventuel overskydende kage holder sig fint i 5 dage indpakket i en pose i køleskabet. Sørg for at lade kagen temperere før du spiser af den.

Tip

Hvis du har lyst til en kaffekage med en endnu tættere og saftigere krumme, kan du erstatte 75 g af hvedemelet med samme mængde fintblendede mandler eller hasselnødder, som du forinden har ristet og eventuelt, men ikke nødvendigvis, afskallet.

Ingredienser

Kagedej

225 g hvedemel
1 tsk bagepulver
25 g kakaopulver
Lidt salt
150 g brun farin
100 g sukker
250 g blødt smør
½ vaniljestang (kornene heraf)
4 mellemstore, stuetempererede æg
1 ½ dl sødmælk
1 dl espressokaffe eller stærk stempelkaffe
smør til formen
sukker til formen

Glasur

300 g flormelis
1 dl espressokaffe eller stærk stempelkaffe

Find opskriften i Meyers kager

Find bogen her