Tilbage til opskrifter

Jordbærkoldskål med kammerjunkere

Her er den hjemmelavede vej til en dessert, der ofte kommer fra en karton og en pose. Hvis du vil nedjustere ambitionsniveauet, kan du lave din egen koldskål og spise den med købte kammerjunkere – eller omvendt. Undlader du jordbærrene, har du en klassisk tykmælkskoldskål.

Skal vi levere maden til jeres sommerfest? Bestil sommermenuen ud af huset

Læs mere her

Sådan gør du

Koldskål

Pisk æggeblommerne med sukkeret til en luftig æggesnaps i en stor skål. Pisk, indtil sukkeret er næsten helt opløst. Tilsæt kærnemælk og tykmælk langsomt, mens du fortsat pisker.

Mos jordbærrene med en gaffel eller stavblender til en grov puré – der må godt være nogle større stykker af bær i – og rør jordbærmassen i koldskålen. Riv den gule skal af citronerne, og pres saften. Rør begge dele i koldskålen. Sæt koldskålen i køleskabet indtil spisetid.

Kammerjunkere

Kom smør, vaniljesukker og sukker i en foodprocessor, og kør det godt sammen. Du kan også blande dejen i en skål med en grydeske, til den er samlet og jævn. Tilsæt æg og mælk lidt ad gangen, under omrøring. Tilføj så både mel, bagepulver, salt og revet skal af en citron, og ælt/rør, til du har en samlet og jævn, lidt blød dej.

Læg dejen ud på et melet bord, og del den i 4 stykker. Tril hvert af stykkerne til en ca. 10 cm lang pølse, og skær den ud i 1 cm lange stykker. Fordel stykkerne på bageplader med bagepapir – der skal være god plads imellem kammerjunkerne, så de ikke vokser sammen under bagningen.

Bag ved 180° i ca. 12-15 minutter, til kammerjunkerne er gyldne og sprøde. Tag pladerne ud af ovnen, træk bagepapiret med kammerjunkere af pladerne, og lad dem køle af.

Opbevar de afkølede kammerjunkere i lufttætte beholdere, hvor de kan holde sig sprøde i en uges tid.

Tip

Der kan være stor forskel på, hvor søde eller sure jordbær er. Når koldskålen har stået og trukket lidt køleskabet, så smag på den, og se om der mangler enten lidt sukker eller lidt citronsaft.

Ingredienser

Koldskål

5 æggeblommer
250 g sukker
1 liter kærnemælk
1 liter tykmælk
1 bakke stor jordbær
4 usprøjtede citroner

Kammerjunkere

130 g smør
1 ½ spsk vaniljesukker
65 g sukker
1 æg
½ dl mælk
250 g hvedemel
½ spsk bagepulver
skal af 1 usprøjtet citron
1 knivspids salt

Find opskriften i Meyers når du flytter hjemmefra

Find bogen her

Praktisk information

På kurset vil I blive inddelt i mindre hold, hvor I sammen skal prøve kræfter med opskrifterne. 
Hvis i kommer sammen med andre, vil vi så vidt muligt sørge for at I får oplevelsen sammen. 

Kurset undervises på dansk. 

Meyers Madhus findes i baggårdene bag gitterporten på Nørrebrogade 52, 2200 København N.

Parkering her på Nørrebro kan være en udfordring. Hvis du kommer i egen bil, er her nogle bud på parkeringsområder, hvor andre har haft held med det:

Underjordisk p-hus ved Sankt Hans Torv samt på sidegaderne Elmegade, Stengade, Birkegade og Møllegade.

Alternativt går bus 5C fra Nørreport station, og stoppestedet Elmegade er tæt ved Nørrebrogade 52C, hvor vi holder til.

Du kan også tage metroen til "Nørrebros Runddel", som er ca. 10 min på gåben fra Madhuset. 

Du skal ikke medbringe andet end godt humør og nysgerrighed, samt den billet/ordrebekræftelse du modtog i forbindelse med booking af kurset - denne skal nemlig fremvises ved ankomst.

Nogle gange har vi en del mad tilovers efter kurserne, derfor kan I med fordel medbringe en beholder og et net/en pose til kurset i tilfældet af at der kan tages rester med hjem. 

Af hensyn til både råvareindkøb og forberedelse til vores kurser, er det ikke muligt at ombooke kursuspladser senere end 30 dage før kurset. Derudover er det ikke muligt at få refunderet købte kursuspladser. 

Du må gerne overgive din kursusplads til en heldig bekendt, hvis du selv bliver forhindret. Deltageren skal blot medbringe ordrebekræftelsen på kursusdagen.

Et elektronisk gavekort har en varighed på 3 år. Du skal blot have indløst dit gavekort til en hvilken som helst dato inden gavekortets udløbsdato. Du kan således godt booke et kursus dagen inden udløbsdato, som ligger længere ude i fremtiden.

Det er ikke muligt at få refunderet gavekortets beløb, eller et resterende beløb, der eventuelt er efter brug af gavekortet.

Ved køb af gavekort skal du indtaste dine egne kontaktoplysninger som køber. Gavekortet fremsendes på den oplyste mailadresse, så med mindre du ønsker, at modtageren skal informeres om gavekortet via mail, så skal du indtaste dine egne kontaktoplysninger.